Harder førte Danmark til vigtig start i VM-Kvalifikationen

0
77
UEFA Womens Nations League Playoff I Parken - Danmark vs. Finland - Kathrine Kühl, Danmark og Pernille Harder, Danmark jubler efter målet til 1-0. Foto: Anders Kjærbye - dbufoto.dk

Landsholdsanfører Pernille Harder glæder sig over tre point mod Serbien – men advarer også om en helt anden udfordring mod Italien.

Tirsdag aften fik det danske landshold den ønskede start på VM-kvalifikationen, da Serbien blev besejret 3-1 på Hybel Arena i Horsens. De 2.800 fremmødte tilskuere fik både mål, dramatik og en kamp med to meget forskellige halvlege.

Efter slutfløjt fangede FODBOLDFORPIGER den danske anfører Pernille Harder, som var tilfreds med både resultatet og den start, Danmark har fået på kvalifikationen.

– Det var vigtigt med en sejr. Det var vigtigt at få en god start på kvalifikationen, sagde Harder efter kampen.

Dominans før pausen

Danmark satte sig tungt på opgøret i første halvleg og havde god kontrol over kampen. De danske spillere skabte flere chancer og havde momentum i lange perioder.

Alligevel stod der kun 2-1 på måltavlen ved pausen, selvom Danmark havde muligheder for at bringe sig yderligere foran.

– Første halvleg er vi i god kontrol. Vi har chancer til at score mere end de tre mål, så selv på de statistikker er vi meget godt tilfredse, forklarede Harder.

Efter pausen ændrede kampen dog karakter. Serbien gik højere op i banen og begyndte at presse Danmark mere aggressivt, hvilket skabte mere uro i det danske spil.

– De var meget passive i første halvleg og gav os momentum ved ikke at gå i pres. I anden halvleg gik de i pres på os, og det stressede os til at slå nogle hurtige afleveringer fremad, hvor de kunne vinde bolden, sagde den danske anfører.

Det gjorde kampen mere åben og mere kaotisk, end den havde været i første halvleg.

– Det blev en lidt rodet kamp. Første halvleg er vi i kontrol, men anden halvleg bliver lidt mere vild, lød det fra Harder.

Straffesparket: “Ikke verdens største”

Undervejs i kampen blev Danmark tilkendt et straffespark efter en situation med Pernille Harder i feltet. Selv tog hun dog situationen med et smil bagefter.

– Jeg driblede bare lidt og mærkede noget og faldt. Det er jo nok ikke verdens største straffespark, sagde hun ærligt.

Med sejren i bagagen retter Danmark nu blikket mod næste opgave i kvalifikationen, hvor holdet på lørdag møder Italien på udebane.

Her forventer Harder en helt anden type kamp.

– Vi tager en sejr med. Det bliver en helt anden kamp mod Italien og en modstander med mere kvalitet. Vi skal nok stå lidt mere kompakt defensivt mod Italien, sagde hun.

Selvom det var en hverdagskamp tidligt på året, leverede publikum i Horsens en stemning, som anfører Harder tydeligt lagde mærke til.

– De mennesker, der var kommet, leverede en helt fantastisk opbakning. Man kunne høre dem hele kampen igennem, sagde hun.

Med tre point i første kamp har Danmark fået den start på VM-kvalifikationen, som holdet havde håbet på – og nu venter næste store test mod Italien.