Den 21-årige keeper Alberte Vingum fortsætter sin udvikling i HB Køge, hvor hun siden teenageårene har spillet sig fra talent til nøglespiller på førsteholdet.
Alberte Vingum og HB Køge fortsætter samarbejdet de kommende år. Klubben har nemlig forlænget kontrakten med den danske landsholdskeeper frem til 2028.
Den 21-årige keeper kom til klubben fra Odense Q som blot 16-årig og fik allerede debut for førsteholdet i 2021. Siden da har hun taget store skridt i sin udvikling og etableret sig som en vigtig brik i Køge-klubbens defensiv.
Selv lægger Vingum ikke skjul på, at klubben har fået en særlig plads i hendes hjerte.
– HB Køge Women er noget helt særligt for mig, fordi det føles som hjem. Jeg har været her i snart fem år, og jeg har udviklet mig enormt både som spiller og som menneske. Det er et professionelt og ambitiøst miljø, hvor jeg bliver udfordret hver dag, siger hun til klubbens hjemmeside.
Strategisk forlængelse
Hos HB Køge ser man forlængelsen som en vigtig del af klubbens langsigtede sportslige plan.
Sporting Director Jonas Nielsen fremhæver især den udvikling, Vingum har gennemgået siden sin ankomst til klubben.
– Alberte har altid haft et stort talent. De seneste år har hun sammen med vores keepertræner arbejdet målrettet med sit lederskab og sin tilstedeværelse på banen, og vi ser en tydelig udvikling i hendes præstationer. Vi er overbeviste om, at hun kan tage endnu flere skridt i de kommende sæsoner, siger han til klubbens hjemmeside.
Med kontinuitet, hårdt arbejde og stærke præstationer har Vingum markeret sig som en af A-Ligaens solide keepere. Siden debuten i 2021 har hun spillet 67 kampe for HB Køge og leveret 31 clean sheets.
Hun har samtidig været med til at skrive klubhistorie med danske mesterskaber i 2022 og 2023, og i oktober 2024 fik hun sin debut for det danske landshold.
Med kontraktforlængelsen fortsætter rejsen i klubben, som hun selv kalder sit fodboldmæssige hjem – og hvor ambitionerne kun er vokset i takt med klubbens udvikling.
















