Ung finsk keeper forlænger med FC Nordsjælland

0
123
Ella-Maria Ervasti Foto: FC Nordsjælland

17-årige Ella-Maria Ervasti har forlænget sin kontrakt med FC Nordsjælland, hvor hun nu er på aftale frem til 2028.

Den finske målmand Ella-Maria Ervasti har sat sin underskrift på en ny kontrakt med FC Nordsjælland. En kontrakt, der løber frem til 2028.

Den 17-årige målmand kom til FC Nordsjælland for godt et år siden. Foreløbig er det blevet til syv optrædener for førsteholdet, og i klubben er man tilfreds med hendes udvikling.

Ifølge klubbens tekniske direktør Kasper Kurland er forlængelsen et naturligt skridt efter den udvikling, Ervasti har vist siden sin ankomst.

– Det er en forlængelse, vi er rigtig glade for. Vi har været meget tilfredse med de skridt, ‘Eppu’ har taget, siden hun er kommet til klubben, og for os er det en meget naturlig forlængelse.

– Hun kommer med en fantastisk energi på holdet og bidrager på den måde til kulturen på og uden for banen. Det betyder utrolig meget for os, lyder det fra Kasper Kurland.

For Ella-Maria Ervasti selv var beslutningen om at forlænge ikke svær. Hun fremhæver især klubbens miljø for unge spillere som en vigtig faktor.

– Jeg er meget glad for at forlænge min kontrakt med FC Nordsjælland. Jeg synes, at der er et rigtig godt miljø her i klubben for unge spillere, som gerne vil udvikle sig, og det er jo en stort plus for mig.

Den unge keeper fortæller samtidig, at hun trives godt i truppen.

– Jeg nyder virkelig at være en del af det her hold, og at være omgivet af så mange gode mennesker, der hele tiden motiverer og skubber mig til at tage nye skridt, siger Ella-Maria Ervasti.

Den nye kontrakt giver dermed den unge målmand mulighed for at fortsætte sin udvikling i Farum de kommende sæsoner.