Viborg FF giver to talenter debut i B-Ligaen

15-årige Alberte Hald Poulsen og Josefine Kirkegaard Pedersen fik lørdag debut for Viborg FF's førstehold. Foto: Team Viborg

I Viborg FFs første kamp i B-Ligaen Kvalifikationsspillet nogensinde, kunne man både fejre en sejr og give to af klubbens egne talenter debut.

Lørdag den 14. marts spillede Viborg FF deres første kamp i B-Ligaens kvalifikationsspil, da de hjemme på kunsten i Liseborg tog imod Esbjerg FB. Her skulle viborgenserne få sig en god start på sæsonen, for de vandt nemlig opgøret 1-0.

Samtidig kunne cheftræner i Viborg FF, Jakob Glerup, give to af klubbens u16-spillere debut, da de kom på banen i henholdsvis 88′ og 89′ minut. Her kunne de bringe nyt liv offensivt i en ellers hektisk afslutning på opgøret.

De to debutanter hedder Alberte Hald Poulsen og Josefine Kirkegaard Pedersen. De er begge 15 år gammel og gør sig til dagligt på klubbens hold i U16 Divisionen. Josefine Kirkegaard Pederse kom ind for kampens enlige målscorer, Josefine Smed, mens Alberte Hald Poulsen kom ind for Ida Velling Gundersen.

Viborg FF har næste kamp i B-Liga Kvalifikationsspillet den 21. marts mod Næstved HG.