Internationalt overblik: Hasbo-debut, Kramer-assist og Como-dansker ser rødt

Malou Marcetto fik i weekenden sin første start for London City Lionesses i WSL, mens Agnete Marcussen så rødt for Como i Serie A. FODBOLD FOR PIGER giver dig overblikket over udvalgte danskeres præstationer uden for landets grænser. 

De europæiske ligaer vendte i weekenden tilbage efter landskampspause, og her samler vi udvalgte danske præstationer.

England: Ligadebut til Marcetto og Holdt-nederlag

Søndag var Malou Marcetto for første gang siden vinterens skifte fra Madrid CFF i startopstillingen hos London City Lionesses, der på hjemmebane fik fint besøg af lokalrivalerne fra Arsenal.

Marcetto spillede hele kampen som makker til verdensstjernen Grace Geyoro, men de kunne ikke forhindre Arsenal i at vinde med 0-2.

Andetsteds I London tabte Tottenham skuffende med 1-2 til Everton, der for nylig fyrede Brian Sørensen som cheftræner. Olivia Holdt spillede fra start og blev taget ud efter 77 minutter.

Chelsea og Manchester United mødtes desuden i den engelske ligacup-finale på Ashton Gate Stadium i Bristol, hvor The Blues snuppede sæsonens første trofæ med en sejr på 2-0.

Tyskland: Harder på pletten igen, igen

Pernille Harder leverede en ny, stærk præstation for Bayern München, der på udebane besejrede med Köln med 0-3. Danskeren scorede de to første mål, som du kan se her:

Landsholdets anfører er nu nummer to på Frauen Bundesligaens topscorerliste, mens Bayern er suverænt førerhold og fortsat er ubesejrede efter 19 runder.

De nærmeste konkurrenter fra Wolfsburg vandt 2-1 mod Bayer Leverkusen, der havde Cornelia Kramer fra start i angrebet. Danskeren fik i tillægstiden assisteret til Vanessa Fudallas reducering til slutresultatet.

Andetsteds startede Nikoline Dudek inde på højrebacken for Leipzig, der på hjemmebane fik 2-2 fra opgøret mod Union Berlin, der ikke havde hendes tidligere FCN-holdkammerat Alma Aaggaard i truppen.

Emilie Byrnak kom ikke ind for Hoffenheim, der på hjemmebane slog SGS Essen med 4-0. Gæsternes danske angriber, Maria Olsen, kom ind fra bænken i 2. halvleg.

Italien: Marcussen så rødt i blandet danskerrunde

Mille Jusjong, Laura Faurskov og Cecilie Fløe var alle med fra start, da danskerklubben Napoli på hjemmebane tog mod Lazio i et sub-topopgør, mens Freja Thisgaard og Emma Veletanlic sad hele kampen på bænken.

Derfra kunne de se gæsterne tage sejren i det syditalienske med kampens enlige scoring af Margherita Monnecchi efter 68 minutter.

Søndag startede begge danskere for Como, men det var kun Mathilde Kruse Rasmussen, der også sluttede på banen. I tillægstiden så Agnete Marcussen nemlig rødt efter sit andet gule kort.

Amalie Vangsgaard blev indskiftet for AC Milan, der hjemme tabte med 0-1 til AC Milan.

I søndagens sene Serie A-kamp var der pointdeling i danskerduellen mellem AS Roma og Fiorentina. Både Katrine Veje og Frederikke Thøgersen startede for værterne, mens det kun var Emma Færge, der var at finde hos gæsterne, hvor Sofie Bredgaard og Emma Snerle var ude med skade.

Kampen endte 1-1, efter at Fiorentina ellers kom i front i slutningen af 1. halvleg.

Mandag klokken 12.00 rundede Inter af med besejre Sassuolo med 0-3. Maja Hagemann kom slet ikke ind for værterne, mens den tidligere Sassuolo-stopper Caroline Pleidrup først kom ind kort før tid.

Spanien: Badalona-tæsk og sprudlende Holmgaard

Efter at være vendt hjem fra landsholdet fik Sofie Junge en sjælden start på den centrale midtbane for Badalona, der på hjemmebane tabte med hele 0-4 mod Granada. Sarah Jankovska startede ude, men fik det sidste kvarter på banen.

Bedre gik det for de to Madrid-klubber: Kathrine Kühl spillede 2. halvleg i Atleticos 5-0-sejr, mens Sara Holmgaard indtog hovedrollen med to målindvolveringer for Real Madrid på udebane mod Real Sociedad – hendes mål kan du se her: 

Frankrig: Lyon vandt trofæ uden Svava

Den franske liga lå stille, da Lyon og Paris Saint-Germain spillede ligacup-finale. Her var danske Sofie Svava slet ikke i truppen, men hun kunne glæde sig over en 1-0-sejr til sit hold, der dermed tilføjede endnu en titel til pokalskabet.

USA: Hasbo i debut-nederlag mod sin tidligere klub

Midtbanespilleren Josefine Hasbo har i vinterpausen skiftet Gotham ud med den nye NWSL-klub Boston Legacy, og skæbnen ville det, at hendes første kamp efter skiftet var mod hendes nu forhenværende arbejdsgiver.

Hasbo startede ude, men kom ind til sin debut efter 82 minutter. Hun kunne ikke ændre på udfaldet, at Gotham vandt med 0-1.

Janni Thomsen kom ligeledes ind fra bænken, da Utah Royals i åbningsrunden tabte med 2-1 til Kansas City Current.

Bedre gik det for Isabella Obaze, der startede inde i Portland Thorns udesejr på 0-1 mod Washington Spirits.