FC Nordsjælland-profil om HB Køges topniveau: ‘Et spørgsmål om tid’

Foto: FC Nordsjælland

FC Nordsjælland-profilen Josefine Funch har store forventninger til HB Køges styrke, når de mange nye spillere har haft tid til at finde sig til rette i klubben.

Forårssæsonen i A-ligaen blev skudt i gang med et brag, da HB Køge tog imod FC Nordsjælland på Capelli Sport Stadion. Opgøret udviklede sig til et sandt målorgie, hvor gæsterne bragte sig foran 0-3, men måtte nøjes med 3-3 efter et imponerende comeback fra hjemmeholdet.

FCN-profilen Josefine Funch spillede afgørende rolle i kampen med et mål undervejs, og mandag aften gæstede hun podcasten Vores A-Liga og satte ord på den vilde premierekamp

– Tilskuerne synes nok, det var mere underholdende end os spillere på banen. Det var meget hektisk inde på banen. Vi havde skiftevis momentum, men ingen af holdene satte sig rigtigt på kampen, siger Funch i podcasten. 

Podcastens anden gæst, B.93-spiller, Jasmin Issa, var ikke imponeret HB Køges præstation i opgøret og understreger, at klubben ikke kan være tilfredse med resultat.

– Med det hold HB Køge har og de penge de har postet i klubben, er det ikke tilfredsstillende at tabe point, siger hun og påpeger klubbens mange nye spillere som en del af forklaringen på, at holdet endnu ikke virkede helt sammenspillede. 

Og netop det faktum er ifølge Josefine Funch afgørende, og offensivspilleren forventer stor udvikling hos HB Køge i den resterende del af foråret.

– Jeg tror det er et spørgsmål om tid så har Kristian Mørch og spillerne fundet sammen og når de har det bliver det et meget svært hold at tage point i mod, siger Funch.

For Funch var kampen også personlig.

– Jeg var meget skuffet lige efter kampen, men kan godt se, at ét point er godkendt. Det var en forløsende følelse, da jeg ikke har scoret i et år, hvor jeg har været ude med skade og derfor en lang og ufrivillig pause, siger Funch. 

Du kan høre hele podcasten, hvor første runde af slutspillet gennemgås, mens Josefine Funch også sætter ord på sit kommende sommerskifte til PSV Eindhoven.