Tottenham belønner Olivia Møller Holdt med lang aftale

Foto: Tottenham

Tottenham meddeler onsdag, at klubben har forlænget aftalen med den danske landsholdsspiller Olivia Møller Holdt, der har skrevet under på en længere aftale.

Olivia Møller Holdt har været en stor profil for Tottenham i denne sæson, og den engelske ligaklub har tydeligvis være tilfredse med dét, som de har fået fra den danske offensivspiller.

Onsdag har Tottenham således offentliggjort en kontraktforlængelse, der med klubbens egne ord er ‘long term’.

Den danske hovedperson glæder sig over forlængelsen.

– Jeg er meget, meget glad for at blive i klubben. Jeg er meget tilfreds med tilværelsen, og jeg er bare spændt på fremtiden, siger hun til klubbens hjemmeside og uddyber:

– Jeg føler, at jeg er et godt sted i min karriere, jeg er i et miljø, hvor jeg kan udvikle mig hver eneste dag i træning med en fantastisk stab og holdkammerater, der skubber mig.

Olivia Møller Holdt blev hentet til Tottenham fra svenske Rosengård i begyndelsen af 2025 og har i denne sæson været en af holdets største profiler.

I alt står hun noteret for 23 optrædener, og hun har bidraget med flotte 12 scoringer.