Svenske fans i skarp kritik af manglende kampplanlægning: DBU forventer snarlig løsning

DBUs adm. direktør Erik Brøgger Rasmussen. Foto: Anders Kjærbye - dbufoto.dk

Både svenske og danske fans retter kritik mod Dansk Boldspil-Union for manglende planlægning af, hvor opgøret mellem Danmark og Sverige den 5. juni skal spilles. Til Fodbold For Piger udtrykker DBU forståelse for frustrationerne og forventer snarligt at melde en løsning ud.

Med 50 dage til kampen mellem Danmark og Sverige på hjemmebane i VM-kvalifikationen er det endnu uvist, hvor kampen skal spilles henne.

Det fik onsdag den svenske fanfraktion Soft Hooligans på banen, og i et åbent brev retter de skarp kritik mod Dansk Boldspil-Union for at besværliggøre planlægningen for udefans til opgøret.

– DBU’s ageren i denne sag er uregelmæssig og bemærkelsesværdig. Det danske forbund mangler tydeligvis evnen til at planlægge, skriver fangrupperingen og uddyber:

– Vi i Soft Hooligans forventer, at DBU snarest beslutter, hvor kampen den 5. juni skal spilles, og at SVFF (det svenske fodboldforbund, red.) retter skarp kritik mod DBU’s håndtering og påtaler dette over for Uefa.

Kritikken bliver fulgt op fra dansk side, hvor Amalie Bremer, stifter af Fanklubben for Kvindelandsholdet, erklærer sig enig.

– Personligt kan jeg kun erklære mig enig i kritikken fra Soft Hooligans. Det er pinligt, at det her sker igen og igen for det danske forbund, og det værste er næsten, at man derudover beklager sig over, at det er svært at få fans på stadion til kvindelandsholdets kampe, fans er ikke villige til at bevæge sig efter kampene, skriver hun på Facebook i en deling af det svenske opslag.

DBU forstår frustrationen – og forventer snarlig løsning

I et interview med Fodbold For Piger udtrykker DBU’s administrerende direktør, Erik Brøgger Rasmussen, forståelse over for den svenske og danske kritik.

– Jeg forstår til fulde deres frustration, og vi deler frustrationen over, at vi endnu ikke har kunne melde et spillested ud endnu, siger Erik Brøgger Rasmussen og afviser, at det handler om manglende planlægning.

– Man kan nemt få det til at se ud som om, at vi sidder på hænderne og ikke er opmærksomme på, at der er en frist, siger han med henvisning til UEFA-reglen om, at spillesteder skal offentliggøres senest 60 dage før kampdag.

– Vi har knoklet med det her i måneder, for præcist at undgå at havne i den situation, som vi nu er havnet i.

DBU oplyser til Fodbold For Piger, at man snarligt forventer at kunne komme med en udmelding om, hvor kampen skal spilles.

Nye græsbaner giver udfordringer

Den grundlæggende problemstilling omkring planlægning af kvindelandsholdet er, at DBU ikke ejer et stadion til landskampe, og dermed skal man leje sig ind.

Det medfølger ifølge DBU-direktøren, at de stadions der er aktuelle som hjemmebane for kvindelandsholdet ofte er optaget af herrekampe i kvindernes landsholdsterminer.

Til den kommende kamp mod Sverige er det dog et andet problem, der har påvirket planlægningen. Den 5. juni er herreklubbernes sæson nemlig afsluttet, men her benytter mange klubber sig af muligheden for at udskifte græstæppe.

– Praktisk talt skal samtlige danske baner renoveres, og det betyder, at der ikke er ret mange stadions, der har et græstæppe, når den kamp skal spilles.

Kvindelandsholdet har siden man sagde farvel til Viborg som fast hjemmebane for holdet, haft omskiftelige hjemmebaner rundt om i landet – her har man været forbi Horsens, Odense, Herning, Esbjerg, Aalborg og Vejle udover de to kampe i Parken.

Erik Brøgger Rasmussen kan ikke svare på, om en fast hjemmebane havde løst det aktuelle problem.

– De stadions vil også skulle have udskiftet deres græstæpper, så det er jo rent hypotetisk, hvis vi havde havde en fast og længerevarende aftale med en fast hjemmebane. Så ville det oftest stadig have været med en begrænsning, og der vil skulle kræves en endelig bekræftelse, når man kommer tættere på en given kamp.

Erik Brøgger Rasmussen understreger samtidig, at man fortsat arbejder på en mere permanent hjemmebane til landsholdet.

– Vi har brugt rigtig meget tid siden efteråret på at lave en mere langsigtet løsning, så vi ikke ender i det her problem igen.

Det er anden gang i foråret, at DBU ikke lykkedes med at leve op til denne regel, da man også til hjemmekampen i Horsens mod Serbien meldte spillestedet senere ud.

– Vi har bestemt et mål om, at det ikke skal være sådan fremover, siger han.

Lørdag er der dog styr på hjemmebanen, når Jakob Michelsens landshold tager imod Italien i VM-kvalifikationen. Torsdag meldte DBU, at der var solgt 10.000 billetter til opgøret.