Sveriges-kamp fastlagt: Landsholdet vender tilbage til Odense

Sådan så det danske landshold ud, da man i februar 2025 mødte Sverige i netop Odense. Foto: Anders Kjærbye - dbufoto.dk

Den afsluttende hjemmekamp i VM-kvalifikationen den 5. juni mod Sverige bliver spillet i Odense, meddeler DBU torsdag. 

Det har vakt opsigt og kritik, at landskampen mod Sverige den 5. juni indtil nu ikke har haft et annonceret spillested, men nu er der fundet en løsning på udfordringen.

Således meddeler Dansk Boldspil-Union torsdag eftermiddag, at det danske landshold får hjemmebane i Odense til kvalifikationskampen på Grundlovsdag.

Danmark ligger lige nu i toppen af VM-kvalifikationspuljen med tre point ned til både Italien og Sverige, og derfor er der lagt op til en nøglekamp i jagten på en dansk VM-billet til slutrunden i Brasilien 2027.

– Der er før blevet skrevet store kapitler i den danske fodboldhistorie på Grundlovsdag, og at Kvindelandsholdet nu får muligheden for at tilføje endnu et, ser vi utrolig meget frem til.

– Vi er sikre på, at Odense Kommune, vores fans og forhåbentlig sommervejret kan være med til at sikre de optimale rammer for Kvindelandsholdet og skabe en dag, vi vil huske i mange år, siger DBU’s administrerende direktør, Erik Brøgger Rasmussen, i en pressemeddelelse. 

I 2025 spillede Danmark også to kampe i Odense, hvoraf den ene var mod netop Sverige tilbage i februar. Dengang endte det med et nederlag på 1-2.

DBU oplyser i torsdagens pressemeddelelse, at billetsalget til kampen starter den 27. april.