Ny undersøgelse viser, at indskiftere spiller en stadig større rolle – med flere mål, højere intensitet og afgørende betydning i kampenes slutfase.
Tirdag aften var det tydeligt.
Janni Thomsen kom på banen efter 60 minutter i opgøret mod Sverige. I andet tillægsminut havde hun sidste fod på bolden, før den lå i nettet bag den svenske keeper – og Danmark kunne tage alle tre point med hjem over Øresund.
Indskiftere har fået en kæmpe betydning i fodbold, efter det i 2022 blev permanent indført, at holdene hver måtte indskifte fem spillere i en fodboldkamp.
Det slår en undersøgelse af den danske professor i Sport og Sundhed ved SDU Peter Krustrup fast i en ny undersøgelse, der kigger på indskifterens rolle under adskillige verdensmesterskaber fra 2015 til 2023.
– Reglen har haft stor betydning for intensiteten mod slutningen af kampene og for betydningen af indskiftere i offensivt output – herunder målscoring, fortæller Peter Krustrup i et interview til Gamechanger.
Analysen af de mange kampe har vist, at der nu er næsten 50 procent flere udskiftninger og minutter til indskifterne i diverse slutrunder, mens andelen af indskiftermål er steget med omkring 11 procent til 15 procent.
Overordnet er fodbolden for både mænd og kvinder blevet mere intens. Der stilles større krav til fysikken, og evnen til at holde presset højt og tage de lange og intense løb til sidst i opgøret er blevet essentielle i jagten på point.
– Hvis vi ser nærmere på den fysiske præstation, har indskifterne 38-64 procent mere intenst løb og sprint per minut under VM end spillerne, der startede på banen, med ensartede forskelle for forsvarsspillere, midtbanespillere og angribere i intenst løb og med den største forskel i sprint for winger, kanter, 6’ere og 8’ere, siger Peter Krustrup.
Det er en udvikling, der også er synlig på herresiden, men Peter Krustrup nævner et enkelt sted, hvor mændene er mere gavmilde end kvinderne:
– Den fysiske betydning af indskiftere er stort set den samme for kvinderne som for mændene pr. indskifter. Men både før og efter regelændringerne har der været omkring 10 procent færre udskiftninger hos kvinderne.
Hverken Kvindelandsholdet eller Herrelandsholdet har vundet i forlænget spilletid i de store internationale turneringer efter 14 forsøg – der er blevet til ni uafgjorte og fem nederlag. Det er her, at indskifterne kan få en stor betydning for Danmarks VM-kvalifikation, ifølge Peter Krustrup.
Læs hele Gamechanger-artiklen og alle Peter Krustrups udtalelser her.











