Ugens Udlandsdansker: Anna Krog gik fra fodboldpause til udlandsprofessionel på få år

Anna Krog har gjort det til 3-0. Foto: OB

Anna Krog spiller fuldtidsprofessionelt i den schweiziske liga, men for kun få år siden var det alt andet end fodbold, der fyldte i hendes verden. Fodbolden var sat på pause.

Aldrig før har så mange danske kvindelige fodboldspiller været i udlandet som nu. Mere end 70 spillere gør sig lige nu uden for landets grænser. Mange af dem får sjældent det store fokus, men det vil FODBOLD FOR PIGER forsøge at ændre på med vores nye ugentlige artikelserie ‘Ugens udlandsdansker’.

I denne uge besøger vi den 23-årige angriber, Anna Krog, spiller til dagligt i FC Basel i den bedste schweiziske liga, Super League. I øjeblikket ligger de nummer tre efter 18 spillerunder. Vores danske hovedperson har nettet tre gange i sæsonen. For bare fire år siden gik Anna Krog på gymnasiet og spillede slet ikke fodbold – nu er hun fuldtidsprofessionel i udlandet.

Samtidig har hun lige været til samling med U23-landsholdet, og her fik FODBOLD FOR PIGER lejlighed for at tale med hende.

Den utraditionelle vej
Anna Krog startede med at spille fodbold i sin barndomsklub, Søhus Stige, i Odense-området. Da hun var omkring 13-14 år skiftede hun til Odense Q, hvor hun for første gang stiftede bekendtskab med elitefodbolden.

Jeg begynder stille og roligt at spille elitefodbold og spillede der i to år.

Det blev kun til to år med elitefodbold, før Anna Krog fandt ud af, at andre ting i ungdomslivet også skulle have en plads i hendes liv. Hendes efterskolevalg, var anderledes end så mange andre i hendes fodboldmiljø:

Jeg valgte den lidt utraditionelle vej, hvor jeg valgte en efterskole, der ikke er den normale efterskole med elitefodbold. 

Pausen fra elitefodbolden hang ved på den anden side af efterskolen, da hun valgte i gymnasiet helt at stoppe med at spille fodbold, for at få tid til andre ting. Hun begyndte med lidt seriebold i Søhus Stige igen efter noget tid, hvor hun så blev kontaktet af hendes tidligere træner, Bo Sundahl. Han ville bare lige forhøre sig, om hun ikke havde lyst til at starte igen.

Den her pause har gjort for mig, at jeg har levet den mere normale ungdom.

Det gjorde hun, og siden 2022 har hun spillet fodbold på højeste niveau igen. Og selv om de sidste år er gået stærkt for den unge angriber i OB, så er det selv kommet bag på hende, hvad det betød at takke ja til Bo Sundahls tilbud om at vende tilbage til elitefodbolden:

Hvis jeg skulle se tilbage og tænke på den situation, om jeg overhovedet skulle takke ja til Bo Sundahls tilbud. Om jeg overhovedet skulle prøvetræne. Så havde jeg nok ikke set den komme, at jeg skulle sidde her og være en del af u23-landsholdet og spille i en udlandsklub. Det er virkelig kommet bag på mig.

Jeg ved ikke, om jeg havde troet på, at jeg havde et potentiale, men jeg havde helt sikkert håbet på det. Den gang tog jeg det meget en dag af gangen. Vi måtte se hvad det bliver til, om jeg overhovedet får den ægte blod på tanden.

Blod på tanden fik den tidligere OB-angriber, da hun i vinterpausen i år skrev sin første udlandskontrakt med schweiziske FC Basel.

 

Mere almindelig ungdom

Flere unge piger stopper eller holder pause med fodbolden, når de rammer teenagealderen – og følelsen af at der sker andre ting i ens liv, som man også vil være en del af, og som fylder meget, det genkender Anna Krog i sine egne erfaringer.

Derfor tror hun også, at pause fra fodbold har været det helt rigtige for hende, og at det nok også har haft en andel i hendes nuværende succes.

Der er så mange andre ting at tænke på. Den her pause har gjort for mig, at jeg har levet den mere normale ungdom. Jeg føler ikke, at jeg går glip af det ene og det andet. Jeg har lidt mere ro på, og kan sænke skulderne lidt mere. 

Det er ikke fordi man skal sidde og anbefale noget, men det har i hvert fald gjort godt for mig, at man får tænkt lidt mere over tingene og tænkt, hvad er det egentligt der betyder noget for mig?

Fremtidsambitioner er bestemt noget, der er spiret i hende, og derfor ser hun positivt videre frem, hvor hun FC Basel bliver et springbræt videre ud i Europa.

Det ville helt sikkert være fedt at kunne spille med i nogle af de bedste ligaer. At få muligheden for at kunne spille med i den tyske eller italienske liga, ville være en ambition, afslutter Anna Krog.

Hun har netop været til samling med resten af U23-landsholdet, da de mødte Skotland og USA i to træningskampe.