Med ligaens yngste trup har FC Nordsjællands U19-hold vundet mesterskabet fire runder før tid. Cheftræner Ida Mbarka bygger det på en stærk kultur og et sejt træningsmiljø.
Ida Mbarka har på bare ét år som cheftræner for FC Nordsjælland U19 ført holdet til toppen af U19 Ligaen. Mesterskabet blev sikret hele fire spillerunder før sæsonafslutningen efter en sæson, hvor FC Nordsjælland har domineret ligaen.
Det sker på baggrund af, at holdet primært har bestået af U16- og U17-spillere gennem sæsonen.
– Det har været en fantastisk sæson. Især fordi vi har det yngste hold i ligaen. Det vidste vi inden, vi gik i gang med sæsonen. Vi vidste, at det ville blive udfordrende, så vi har lagt stor tid i team culture: Hvordan vi håndterer fejl, og hvordan vi kan rose hinanden, fortæller den 31-årige svenske cheftræner til FODBOLD FOR PIGER.
Ifølge Ida Mbarka er succesen ikke kun et resultat af taktisk arbejde på banen, men i høj grad også et udtryk for den kultur og udviklingsstrategi, der præger klubben. I FC Nordsjælland arbejder man målrettet med at skabe en rød tråd gennem alle årgange, så spillerne udvikler sig indenfor de samme rammer hele vejen op gennem akademiet.
Right to Dream er en central del af processen, hvor fokus ikke alene ligger på sportslige præstationer, men også på at udvikle spillerne som mennesker. Her arbejder klubben med individuel udvikling og et miljø, hvor løsninger og læring prioriteres højt.
– Tanken er, at vores træningssessioner skal være så hårde og seje, at kampene i ligaen bliver nemme, siger Ida Mbarka.
Hun peger samtidig på, at træning med drengespillere har været en vigtig faktor i holdets udvikling gennem sæsonen.

– Samtidig træner vi sammen med drenge, og det har hjulpet os i sæsonen. Så har spillerne gjort det fantastisk i kampene. Vi skal bare fortsætte med det, vi gør, i næste sæson og gøre træningerne endnu mere udfordrende, så vi kan blive bedre, afslutter hun.
FC Nordsjælland har stadig tre kampe tilbage af sæsonens turnering i U19 Ligaen. I weekenden tager de på besøg på Vestegnen, hvor de møder Brøndby IF, de senest slog med resultatet 5-1.












