I Kristi Himmelfartsferien var hele 92 fodboldglade piger tilmeldt Pimpongs Pigetalentskole, som blev afholdt på Hald Ege Efterskole i Viborg.
Siden 2021 har den tidligere Superliga-spiller Razak Pimpong afholdt årlige fodboldskoler for piger, og i år var ingen undtagelse.
I Kristi Himmelfartsferien havde den tidligere FC Midtjylland, FC København og Viborg-spiller igen inviteret til Pimpongs Pigetalentskole hos Hald Ege Efterskole.
I alt 92 piger i aldersgruppen fra U9-U12 var tilmeldt til tre dage fyldt med fodbold, smil og nye relationer.

Programmet bestod udover masser af fodboldtræninger og socialt samvær også af fysiske test, mens Viborg FF-keeper Sofie Fly lagde vejen forbi til en snak om sin vej ind i fodboldverden.
– Det har været fedt at samle så mange dygtige piger til nogle intense og gode dage på banerne -og vi glæder os allerede til næste år.
– En stor tak til Hald Ege Efterskole for endnu en gang at lægge hus til talentskolen, skriver Razak Pimpong på Facebook.

Pimpong tilbyder året rundt talenttræning for både piger og drenge, mens der udover forårets pigefodboldskole afholdes et lignende event for drenge i efteråret.
Udover at drive sin talentskole er nu 43-årige Razak Pimpong også fodboldtræner på Hald Ege Efterskole.













