Kvindeserie Vest-klub belønnes med 10.000 kroner efter pokaleventyr

Vejgaards cheftræner Allan Valsted modtager checken på 10.000 fra DBU Sjællands formand, Jakob Koed. Foto: Caroline Juul / Ligaforbundet.

Vejgaard Boldspilklub har vundet prisen som Årets Serieklub i KvindePokalen, hvilket udløser en check på 10.000 kroner.

I weekenden blev vinderen af KvindePokalen 2025/26 fundet, da HB Køge hjemme på Capelli Sport Stadion hentede kubbens første pokaltitel med en overbevisende 4-1-sejr over FC Nordsjælland.

HB Køge var dog langt fra det eneste hold, der havde noget at juble over lørdag.

Således fik Vejgaard Boldspilklub, der til daglig spiller i den jyske Kvindeserie Vest, lade sig hylde som vindere af prisen Årets Breddeklub.

Prisen gives til den serieklub, der når længst i KvindePokalen.

Vejgaard nåede frem til hovedturneringens 3. runde efter en udesejr over Vorup fB, mens overraskelsen kom i 2. runde, hvor man på hjemmebane besejrede C-Ligaklubben Aalborg Freja efter straffesparkskonkurrence.

Faktisk var Vejgaard Boldspilklub dog ikke den eneste serieklub, der nåede så langt. Det samme gjorde Boldklubben Skjold, der spiller i Kvindeserie Øst, mens Randers Q i denne henseende også er medregnet som seriehold, da holdet i foråret 2025 spillede i Kvindeserie Vest, hvor den regionale, kvalificerende del af KvindePokalen fandt sted.

Skjold tabte snævert med 0-1 i 3. runde til Østerbro IF, der lige nu er en del af Kvalifikationsspillet, mens Randers Q, der siden er rykket op i C-Liga, tabte med 0-7 til A-Ligaklubben Kolding IF.

Derfor blev der foretaget en lodtrækning til at afgøre, hvem den heldige vinder af 10.000 kroner skulle være, og her var heldet altså med Vejgaard Boldspilsklub.

Klubben, der er fra bydelen Vejgaard i Aalborg, ligger aktuelt nummer fire i Kvindeserie Vest med 12 point efter ni kampe