I denne uges klumme kigger fodboldtræner Allan Drost nærmere på AGF, som efter et flot efterår blot har hentet et enkelt point i slutspillet.
I en ugentlig klumme hos Fodbold For Piger vil fodboldtræner Allan Drost give taktiske og strategiske analyser og perspektiver på de bedste danske fodboldklubber og de aktuelle ting, der rør sig i og omkring klubberne.
I denne uge kaster han et kritisk blik AGF, der efter et flot efterår under Claus Strucks ledelse har kæmpet gevaldigt med resultaterne og aktuelt er forårets dårligste hold i slutspillet.
AGF: Fra gryende medaljekandidat til sportslig stilstand
Vi er nødt til at tale om AGF.
For få hold i dansk kvindefodbold har på så kort tid bevæget sig fra optimisme og fremdrift til frustration og stilstand, som tilfældet er i Aarhus netop nu.
For blot få måneder siden lignede AGF et hold på vej mod noget større. Ikke nødvendigvis et mesterskabshold – men et hold med retning, stigende offensivt output og et udtryk, der blev tydeligere uge for uge under Claus Struck.
Nu står man i stedet tilbage med:
- ét point i syv kampe
- fire scorede mål (heraf de to på straffespark)
- og et hold der offensivt fremstår markant mere ufarligt og langt mindre afklaret end det gjorde i slutningen af efteråret.
Og netop derfor bliver analysen interessant. AGF’s tilbagegang handler ikke om én dårlig periode.
Den handler om momentum. Om retning. Og om hvorfor et hold, der så ud til at være på vej frem, pludselig er gået næsten helt i stå.
Efteråret: Et hold der voksede uge for uge
Da Claus Struck overtog AGF i sommeren 2025, var det langt fra et færdigt projekt, han trådte ind i.
Man sagde farvel til absolut bærende profiler i skikkelse af Mathilde Rasmussen (solgt til Brøndby for en rekord-transfer), Laura Faurskov (ligeledes til Brøndby) samt – ikke at forglemme – Sarah Dyrehauge: alle tre spillere der udgjorde en væsentlig del af holdets offensive rygrad. Ikke overraskende bar efterårets første måneder da også tydeligt præg af et hold, der stadig var ved at finde sig selv.
AGF spillede mange tætte kampe, men havde svært ved at skabe nok offensivt og man sad ofte tilbage med følelsen af et hold, der egentlig gjorde mange ting rigtigt – men manglede det sidste.
Men gradvist begyndte noget at flytte sig. Ikke nødvendigvis fordi AGF pludselig blev et dominerende hold – men fordi der begyndte at komme mere mod og mere tro i det offensive spil.
Man begyndte at se et hold, der turde angribe kampene mere offensivt , man fik flere spillere med frem omkring feltet og som begyndte at skabe flere og større chancer
Særligt i efterårets sidste del blev udviklingen tydelig:
4-0 over FC Midtjylland.
3-1 over FC Nordsjælland.
2-1 over Fortuna Hjørring.
3-2 ude mod FC Midtjylland.
6-0 over OB.
Ikke blot så man altså et hold der offensivt havde flyttet sig markant – de offensive profiler på holdet begyndte også for alvor at komme til deres ret.
Signe Baattrup nød godt af en mere fri rolle, hvor hun med sin dynamik kunne skabe lokale overtal samt blive retvendt i mellemrum. Line Aarhus begyndte at fylde mere offensivt, ligesom også Cecilie Johansen voksede i betydning. Signe Holt Andersen blev en markant faktor på banens sidste tredjedel, hvor også Clara Littrup begyndte at levere offensivt output – som oftest med udgangspunkt i halvrum, hvorfra hun blev en offensiv faktor som modstanderne var nødt til at forholde sig til.
AGF begyndte ganske enkelt at ligne et hold, der havde fundet en retning.
Der var stadig udfordringer – ikke mindst at man stadig tillod for mange chancer imod sig. Men man kunne mærke udviklingen. Da AGF gik ind i Mesterskabsspillet, var det derfor ikke urimeligt at tale om dem som en potentiel outsider i medaljekampen. Ikke fordi de var blandt favoritterne, men fordi kurven pegede tydeligt opad.
Foråret: Hvor blev udviklingen af?
Og netop derfor er foråret så bemærkelsesværdigt.
For tilbagegangen er voldsom – ikke bare på resultaterne men på selve udtrykket. Det mest opsigtsvækkende er nemlig, hvor svært AGF har ved at skabe mål i åbent spil. Fire mål i syv kampe lyder i sig selv skidt. Af disse fire er de to scoret på straffespark – med andre ord har man i syv kampe produceret to scoringer i åbent spil – hvilket naturligvis er stærkt bekymrende.
Det mærkelige er, at der netop ikke har været den store udskiftning hen over sommeren. Spillertruppen stort set er den samme som den der for få måneder siden begyndte at ligne et hold med offensivt momentum – således er den mest markante afgang Sarah Sundahl der tog til fransk fodbold i vinters.
Alligevel er det svært at komme udenom, at holdet offensivt ser langt mere usikker ud nu, end det gjorde i november og december – og netop derfor bliver forskellen mellem efterår og forår så svær at ignorere.
Modet må overtrumfe forsigtigheden, hvis man skal opnå noget
Lige nu ligner AGF et hold, for hvem det betyder mere at undgå at modstanderne scorer end selv at opnå den ultimative belønning i form af de scoringer, der er en forudsætning for at kunne hente tre point.
Jeg har selv i min trænerkarriere haft en periode, hvor det var en udfordring for holdet at score i åbent spil – noget som de fleste trænere risikerer at skulle forholde sig til undervejs i deres karriere. For os var svaret, at vi højere grad måtte ’slippe håndbremsen’ og tage lidt større risiko frem ad banen, vel vidende at vi så risikerede at blive straffet i den modsatte ende.
Vi begyndte at tale med spillerne om at ’modet til at risikere noget var væsentligt’ – og at lysten til at opnå var nødt til at overtrumfe frygten for, hvad der kunne ske hvis man risikerede noget – og vi coachede i en længere periode konsekvent ud fra disse (mentale) principper.
Det er nogle af de samme udfordringer, som jeg ser AGF stå med aktuelt – således er noget af det mest markante ved AGF lige nu, hvor forsigtige de ser ud. I efteråret begyndte man gradvist at se et hold, der turde angribe kampene. Man spillede med et udtryk, hvor man tydeligvis spillede for at opnå frem for at undgå hold, der turde sætte flere spillere frem. Et hold der spillede med større risiko – men også med større tro på tingene.
I foråret er det som om noget af det mod er forsvundet.
AGF har stadig perioder, hvor de spiller fint med, og de kan stadig have kontrol på bolden i dele af kampene, men alt for ofte bliver det uden for alvor at true modstanderen. Bolden bliver flyttet fint rundt, men tempoet bliver for lavt, og alt for mange angreb ender med indlæg, halve løsninger eller afslutninger fra dårlige positioner. Det bliver ganske enkelt for ufarligt.
Og det er måske den hårdeste kritik af AGF lige nu: De ligner ikke et hold, der tror fuldt ud på det, de gør – og det er som om, at man prioriterer at spille med ’livrem og seler’ fremfor at turde risikere noget i form af større risikovillighed rent offensivt.
Kampene følger det samme mønster
Det mest bekymrende er næsten, at kampene begynder at ligne hinanden.
AGF er ofte fint med i perioder af kampene – og de er sjældent totalt udspillede. Men de mangler evnen til at afgøre kampene.
Mod Brøndby spiller de egentlig en hæderlig kamp og får perioder med fint tryk efter systemskiftet undervejs.
Men de taber.
Mod FC Nordsjælland er de med.
Men de taber.
Mod Fortuna er de med.
Men de taber.
Mod Kolding er de med.
Men de taber.
Det er blevet historien om AGF i foråret: et hold der er “med” – uden at være afgørende.
Og når det sker over syv kampe i træk, er det naturligvis ikke længere hverken tilfældigt eller et udtryk for midlertidig varians – men derimod et mønster.
Det er interessant at bemærke, at Søren Killerich nu har haft omtrent lige så lang tid med holdet, som Claus Struck havde, da AGF begyndte at vise tydelige fremskridt i efteråret Netop derfor bliver sammenligningen svær at undgå – ikke mindst fordi spillertruppen som nævnt i store træk er den samme.
Det bliver samtidig interessant, hvordan AGF har udbyttet de gunstige betingelser man har haft de seneste syv uger i forhold til netop at arbejde med holdets offensive udtryk. Faktum er jo, at man siden begyndelsen af april har spillet blot tre betydende kampe, grundet først en længere landsholdspause og dernæst en 14-dages pause i indeværende måned grundet pokalfinalen.
Det må derfor være en rimelig forventning at vi nu ser et klart aftryk i holdets offensive udtryk, eftersom man i trænerteamet har haft særdeles gunstige betingelser i forhold til at arbejde med holdets offensive udtryk i løbet af den seneste periode.
Det mest bekymrende: Følelsen af stilstand
Det største problem for AGF er måske ikke engang resultaterne isoleret set – men derimod den udvikling, holdets udtryk har gennemgået over ganske få måneder.
For bare kort tid siden lignede AGF et hold, der var på vej et sted hen. Et hold der spillede med større mod, større offensiv tro og et tydeligere ønske om at sætte sig på kampene. Man accepterede risikoen ved at investere flere spillere offensivt, fordi gevinsten var tydelig: flere chancer, flere mål og et hold, der gradvist begyndte at flytte modstanderne.
Lige nu ser man næsten det modsatte. AGF ligner i stigende grad et hold, der er blevet mere optaget af ikke at begå fejl end af faktisk at afgøre kampene selv. Et hold der stadig kan være fint med i store dele af kampene – men som alt for sjældent spiller med den nødvendige tro, aggressivitet og offensive risikovillighed til reelt at flytte noget.
Det er præcis dét, der gør situationen kritisk. For der har været tid til at arbejde med tingene. Truppen er i store træk den samme som den, der skabte momentum i efteråret. Og kampprogrammet har – med landsholdspause og længere ophold mellem kampene – givet trænerteamet særdeles gunstige betingelser for at arbejde med holdets offensive udtryk.
Netop derfor bliver det svært at forklare, hvorfor AGF offensivt fremstår mindre afklarede nu, end de gjorde for få måneder siden.
For AGF er ikke et hold uden kvalitet.
AGF er ikke et hold uden potentiale.
Men lige nu ligner de et hold, der er blevet mere optaget af at undgå nederlag end af faktisk at jagte sejrene.
Og i elitefodbold er det sjældent en vej fremad.
Allan Drost (f. 1975) er fodboldtræner og har i størstedelen af sin karriere beskæftiget sig med pige- og kvindefodbolden. Han har blandt andet været både cheftræner og manager i Kolding IF og FC Thy-Thisted Q, mens han uden for landets grænser har vundet et færøsk mesterskab med KÍ Klaksvik. Han er i bessidelse af UEFAs højeste trænerlicens, Pro Licens, og har herudover en kandidatuddannelse i International Business & Modern Languages. Uden for kridtstregerne har han i en årrække beskæftiget sig med HR og rekruttering og har i denne sammenhæng arbejdet med blandt andet ledelse og ledelsesudvikling.
