Emma Snerle er tilbage på banen efter en længere periode uden kampe, men et comeback på det danske landshold må vente. Landstræner Jakob Michelsen fortæller, at der fortsat er tæt dialog med midtbanespilleren.
Emma Snerle har gennem de seneste år haft en betydelig rolle på det danske kvindelandshold, men den seneste periode har været præget af udfordringer og en længere pause fra fodbolden.
Midtbanespilleren er nu igen tilbage på banen, men var ikke blandt navnene, da landstræner Jakob Michelsen offentliggjorde sin seneste landsholdstrup.
I forbindelse med landsholdsudtagelsen spurgte Fodbold For Piger landstræneren ind til overvejelserne omkring Snerle, der tidligere har været en fast del af landsholdet.
– Jeg har egentligt været i løbende dialog med Snerle gennem det sidste år. For det har været lidt af et udfordrende år for hende, efter hun først kom sent tilbage efter sin hjernerystelse til sommerens EM, siger Jakob Michelsen til Fodbold For Piger.
Snerle nåede tilbage efter sin hjernerystelse, men blev efterfølgende ramt af et tilbagefald, som igen holdt hende ude.
– Så kom hun tilbage og fik så et tilbagefald og har ikke været på banen i seks måneder. Så fik hun i sidste weekend en halv time, og det er enormt glædeligt. Men det er også for tidligt at komme i betragtning, fortæller landstræneren.
Selvom midtbanespilleren ikke er med i den aktuelle trup, holder landsholdsledelsen fortsat øje med hendes udvikling.
– Vi er i løbende dialog med Snerle og er glade for, at hun er tilbage. Nu handler det for hende om at komme tilbage i en forfatning, der gør, at vi forhåbentlig kan udtage hende i fremtiden, siger Jakob Michelsen til Fodbold For Piger.
Dermed er fokus for Emma Snerle i første omgang at bygge formen op igen efter den lange pause, inden en mulig tilbagevenden til landsholdet kan komme på tale.












