MIT EFTERSKOLELIV | På FODBOLD FOR PIGER kan du møde nogle af eleverne på en række af Danmarks bedste idrætsefterskoler. I dag: Katrine fra Oure Efterskole.
Navn: Katrine
Alder: 16 år
Hjemby: Liseleje
Efterskole: Oure Efterskole
Klub/Række: U19 Fortuna Svendborg/Oure
Position: Defensiv midtbanespiller

Hvorfor valgte du at tage på efterskole?
Jeg valgte at tage på efterskole, fordi jeg gerne ville udvikle mig både personligt og sportsligt. Jeg ville gerne blive bedre til min sport, møde nye mennesker og få en masse oplevelser.
Hvorfor valgte du netop Oure?
Jeg havde fulgt en på de sociale medier, som gik på Oure og synes det så spændende ud. Cirka tre år før jeg gik ud af 9. klasse, sagde mine forældre, at jeg var nødt til at tage over og se Oure i virkeligheden og mærke efter om det også var noget for mig. Derudover skulle jeg også besøge andre efterskoler, før jeg besluttede mig.
Vi besøgte først Oure og herefter to efterskoler på Sjælland. Jeg valgte at blive skrevet op på Oure med det samme, fordi de havde fokus på pigefodbold og fordi jeg kunne træne og spille fodbold der. Jeg synes det var smart ikke at skulle ud og finde en klub ved siden af, hvor jeg skulle træne om aftenen. Jeg var bange for at miste noget af efterskolelivet, hvis jeg skulle ud og træne i en anden klub om aftenen.
Hvad har været det bedste ved at gå på efterskole?
Det bedste ved efterskole er nok at møde så mange nye mennesker, få nogle nye venskaber man når at blive rigtig tæt med og de mange sjove oplevelser og minder som man nok aldrig glemmer.
Hvilken oplevelse fra året vil du aldrig glemme?
En oplevelse, jeg nok ikke glemmer, er vores rejse til Slovenien, hvor vi kørte derned i bus. Busturen var lang, men vi brugte den på alt fra ”Gæt og Grimasser ” til at synge med på de mange sange. Vi var sammen på en helt anden måde end på efterskolen, hvilket var dejligt at prøve, for man så nye sider af ens venner.

Hvad var dine mål med fodbolden under efterskoleopholdet?
Det var nyt på Oure, at pigerne skulle spille divisionsfodbold, hvilket har været en fed oplevelse. Derudover var mit mål at udvikle mig som fodboldspiller, mens jeg havde det sjovt.
Hvordan har efterskoleåret udviklet dig som fodboldspiller?
Vi har haft meget fodboldtræning suppleret med styrketræningen, hvor begge ting har været lagt ind i skemaet. Af den grund er jeg blevet mere fysisk stærk og jeg føler også, at jeg er blevet bedre teknisk.
Hvad er dine planer efter efterskoleåret?
Jeg har valgt at fortsætte på Oure, så jeg starter efter sommerferien på Oure Gymnasium. Jeg har taget det valg, fordi jeg fortsat gerne vil prioritere min fodbold samtidig med, at jeg også har tid til skole og venner, hvilket er en pakke som Oure kan tilbyde på et højt niveau.












