OB styrker defensiven med forsvarsspiller fra FC Midtjylland

Foto: OB Q

Den 22-årige forsvarsspiller Ida Aaquist Olsen skifter fra FC Midtjylland til OB, hvor hun har skrevet under på en aftale frem til sommeren 2027. 

OB har hentet endnu en forstærkning til den kommende sæson. Den 22-årige forsvarsspiller Ida Aaquist Olsen skifter fra FC Midtjylland og bliver en del af den fynske trup på en aftale, der løber frem til sommeren 2027.

Er du glad for Fodbold For Pigers daglige dækning af pige- og kvindefodbold i Danmark – støt vores arbejde gennem vores crowdfunding. Læs mere om vores crowdfunding-projekt her

Ida Aaquist Olsen har tidligere spillet for Fårevejle BK, Roskilde Pigefodbold og Kolding IF, inden turen gik til FC Midtjylland. Nu ser hun frem til at tage hul på tiden i OB.

– Det er forløsende og jeg har virkelig set frem til at få skrevet under. Nu glæder jeg mig bare til at starte i det her spændende projekt, siger Ida Aaquist Olsen.

Forsvarsspilleren ser også positivt på mulighederne i den kommende sæson.

– Jeg kan godt lide at tage ansvar og jeg vil altid gerne gøre mine holdkammerater bedre. Det er en stor opgave vi står over for, men jeg tror også at vi med det her hold kan opnå en top 6-placeringen i A-ligaen, siger hun.

Sportschef i OB, Mikkel Bo Mikkelsen, glæder sig over at få den tidligere FC Midtjylland-spiller til klubben og fremhæver både hendes erfaring og personlige egenskaber.

– Vi er meget glade for at kunne byde Ida velkommen til OB. Hun kommer med værdifuld erfaring fra Kvindeligaen gennem sit ophold i både Kolding IF og senest FC Midtjylland.

– Ida er en spilintelligent, duelstærk og meget kommunikerende forsvarsspiller, som naturligt tager lederskab i både træning og kamp. Hun besidder derudover nogle menneskelige værdier og en professionalisme, som matcher vores miljø. Vi er derfor overbeviste om, at hun hurtigt vil falde til og blive en naturlig del af truppen fra første dag.

Nu venter de første træninger med de nye holdkammeraterne, inden Ida Aaquist Olsen kan få sin officielle debut i den stribede trøje.