Cecilie Johansen udpeget som ny anfører i AGF

Foto: AGF.

Den rutinerede AGF-profil overtager anførerbindet efter Sofie Vendelbo og skal stå i spidsen for aarhusianerne, når den nye sæson i A-Ligaen indledes mod oprykkerne fra ASA.

Er du glad for Fodbold For Pigers daglige dækning af pige- og kvindefodbold i Danmark – støt vores arbejde gennem vores crowdfunding. Læs mere om vores crowdfunding-projekt her 

AGF har valgt Cecilie Johansen som ny anfører for klubbens hold i A-Ligaen. Hun overtager rollen efter Sofie Vendelbo, der har forladt den aarhusianske klub.

Johansen har gennem flere sæsoner været en markant skikkelse i AGF – både på og uden for banen. Udnævnelsen bliver derfor en naturlig forlængelse af det ansvar, hun allerede har påtaget sig i truppen.

– Det er jeg stolt over, og jeg tager det som et stort skulderklap til mig som person, siger Cecilie Johansen til klubbens hjemmeside.

Selv om anførerbindet medfører flere opgaver, forventer hun ikke, at hendes rolle i hverdagen bliver væsentligt anderledes.

– Jeg tror ikke, at den ændrer sig markant, fordi jeg efterhånden har været en del af holdet i en del år og altid har forsøgt at bidrage positivt. Som ny anfører vil jeg være med til at skabe energi og sammenhold i hverdagen, og jeg vil gøre mit bedste for at hjælpe holdet med at udvikle sig.

Cheftræner for AGFs A-Ligahold, Søren Kiilerich, fremhæver især Johansens evne til at gå forrest og skabe retning på holdet.

– Cecilie Johansen er vores nye anfører, fordi hun leder gennem sine handlinger. Hun er en spiller, der går forrest, stiller krav til sig selv og sine holdkammerater og formår at skabe ro og retning, når det gælder. Samtidig repræsenterer Cecilie de værdier og den kultur, vi ønsker at bygge videre på i den kommende sæson, siger han til klubbens hjemmeside.

Klar til sæsonpremiere mod ASA

Cecilie Johansens første officielle opgave som anfører venter lørdag den 25. juli, når AGF åbner sæsonen i A-Ligaen mod oprykkerne fra ASA.

AGF går ind til lokalopgøret efter en kort opstart, mens ASA skal forsøge at markere sig i sin første kamp efter oprykningen.

– Vi har haft en kort, men god opstart og føler os forberedte, men vi ved også, at en sæsonpremiere altid er speciel. ASA kommer med masser af energi som oprykkere, så vi forventer en intens kamp, siger Johansen og fortsætter:

– Vores fokus er på vores eget spil og på at levere en stærk præstation, så vi forhåbentlig kan starte sæsonen med tre point.

Med undtagelse af et enkelt år i den tyske Frauen-Bundesliga har Cecilie Johansen tilbragt hele sin seniorkarriere i Aarhus. Hun spillede først for VSK Aarhus, inden hun i 2020 blev en del af AGF. Tidligere på sommeren forlængede hun sin aftale med klubben og kan nu føje anførerrollen til sit mangeårige engagement i den aarhusianske kvindefodbold.