Kolding IF har gennemført det største spillersalg i klubbens historie, efter den 21-årige midtbanespiller fortsætter karrieren i italienske Parma Calcio 1913.
Er du glad for Fodbold For Pigers daglige dækning af pige- og kvindefodbold i Danmark – støt vores arbejde gennem vores crowdfunding. Læs mere om vores crowdfunding-projekt her
Kolding IF har solgt Signe Søndergaard til den italienske Serie A-klub Parma Calcio 1913. Transfersummen er ikke offentliggjort, men klubben oplyser, at handlen er den største i Kolding IF’s historie og endnu en milepæl i arbejdet med at udvikle unge spillere til international fodbold.
Søndergaard kom til Kolding IF i vinter og nåede på blot et halvt år at etablere sig som en fast del af holdet. De stærke præstationer har nu sikret den 21-årige midtbanespiller et skifte til den bedste italienske række.
Cheftræner Lasse Skovhøj fremhæver Søndergaards udvikling som et eksempel på, hvad klubbens udviklingsmiljø kan skabe.
– Sønder har på meget kort tid vist, hvorfor vi hentede hende til Kolding IF. Hun har udviklet sig hurtigt, fået masser af spilletid og fået sine spidskompetencer til at fylde endnu mere. Den udvikling er først og fremmest hendes egen fortjeneste, men den viser også, hvad der kan lade sig gøre i vores miljø, siger Lasse Skovhøj til klubbens hjemmeside.
Han understreger samtidig, at Kolding IF har en klar ambition om at udvikle unge spillere til de største europæiske ligaer.
– Vores ambition er at udvikle unge spillere til et niveau, hvor de bliver attraktive for de største ligaer og klubber i Europa – og sende dem videre, når de er klar. Når en spiller tager det næste skridt til en klub som Parma, er det en stærk blåstempling af vores hverdag, vores kultur og den måde, vi arbejder med spillerudvikling på, siger han.
Ifølge cheftræneren har kontinuerlig spilletid og et udviklende miljø været afgørende for Søndergaards fremgang.
– Unge spillere har brug for kontinuerlig spilletid for at udvikle sig. Det har Sønder fået, og kombineret med et trygt miljø, der samtidig stiller store krav hver eneste dag, har det skabt de bedste forudsætninger for hendes udvikling. Det er den platform, vi ønsker at være. Vi er stolte af at have været en del af Sønders rejse, og vi er sikre på, at hun har endnu mere i sig. Vi glæder os til at følge hendes videre udvikling og ønsker hende alt det bedste i Parma, udtaler Lasse Skovhøj.
Signe Søndergaard ser tilbage på et halvt år i Kolding IF, hvor hun oplevede stor udvikling både på og uden for banen.
– Jeg ser tilbage på en fantastisk tid i Kolding, hvor jeg har udviklet mig i et virkelig godt miljø med gode mennesker. Kolding har været et sted, hvor jeg har oplevet stor tiltro, som har givet mig muligheder for at udvikle mig endnu mere, hvilket også gør, at jeg føler mig klar til det næste skridt, siger hun til klubbens hjemmeside.
– Jeg glæder mig enormt meget. Det er en meget professionel og ambitiøs klub, og jeg glæder mig bare til at komme i gang, siger Signe.
Med skiftet til Parma tager Søndergaard hul på sit første udlandseventyr, mens Kolding IF endnu en gang sender en ung profil videre til en af Europas største ligaer.












