Caroline Thane-Bisgaard klar til svensk eventyr i Helsingborgs IF

Foto: Helsingborgs IF

Efter et forår i Østerbro IF skifter den tidligere Brøndby-spiller Caroline Thane-Bisgaard til svenske Helsingborgs IF på en aftale, der løber til og med 2027.

Caroline Thane-Bisgaard er ny spiller i Helsingborgs IF.

Parterne er blevet enige om en aftale, der strækker sig frem til udgangen af 2027. Den 18-årige dansker skifter fra Østerbro IF, der senest spillede kvalifikationsspil til A-Ligaen.

Den unge midtstopper har sin fodboldsopdragelse på Brøndby IFs akademi, som hun blev en del af, da hun var 13 år gammel. Hun nåede endda at få debut i Kvindeligaen, men spillede i foråret sine kampe for Østerbro IF, mens hun fortsat trænede med på Vestegnen.

Derudover har hun ved syv lejligheder repræsenteret U16-landsholdet.

Er du glad for Fodbold For Pigers daglige dækning af pige- og kvindefodbold i Danmark – støt vores arbejde gennem vores crowdfunding. Læs mere om vores crowdfunding-projekt her.

Nu ser hun frem mod nye eventyr øst for Øresund.

– Det er virkelig spændende, og noget jeg har set meget frem til. Nu glæder jeg mig til lørdag og til at komme i gang med kampene. Jeg fik et rigtig godt indtryk af klubben, faciliteterne, holdet og trænerne. Jeg blev også tiltrukket af, at klubben tydeligt ønsker at satse på og udvikle unge spillere, fortæller hun til klubben selv.

I Helsingborg bliver hun holdkammerat med tre andre danskere, nemlig Anna Thrane Hansen, Josephine Visted Nielsen og Mathilde Vangsgaard.

Di Röe, som klubben kaldes af øgenavn, spiller i denne sæson i Division 1 Södra, der er den tredje bedste række i svensk fodbold. Caroline Thane-Bisgaard kan allerede komme i aktion for den sydsvenske klub, når de tager imod Lindsdals IF på lørdag.