De danske mestre fra HB Køge tager onsdag aften hul på Champions League-eventyret på hjemmebane. Lettiske Riga FC venter i semifinalen – og gæsterne kommer til Køge med en næsten skræmmende målstatistik.
Er du glad for Fodbold For Pigers daglige dækning af pige- og kvindefodbold i Danmark – støt vores arbejde gennem vores crowdfunding. Læs mere om vores crowdfunding-projekt her
Der er europæisk fodbold på menuen i Køge onsdag aften, når HB Køge klokken 19.00 træder ind i anden kvalifikationsrunde til UEFA Women’s Champions League.
De danske mestre får hjemmebanefordel i semifinalen, men står samtidig over for en modstander, der har leveret særdeles opsigtsvækkende resultater i den hjemlige liga. Riga FC har vundet samtlige 11 ligakampe i denne sæson og har en målscore på hele 90-2.
De lettiske mestre har blandt andet præsteret en sejr på hele 22-0, og dermed er der ingen tvivl om, at HB Køge skal være på tæerne fra første fløjt.
Riga har dog også allerede vist, at holdet kan begå sig mod stærk international modstand. For nylig besejrede de litauiske Gintra med 3-0 i Baltic Cup.
HB Køges cheftræner Kristian Mørch har derfor stor respekt for dagens modstander, men mener samtidig, at Riga kan få en helt anden kamp at se til mod de danske mestre.
– Vi har glædet os helt vildt til den her kamp. Da mesterskabet blev sikret, var det, udover selvfølgelig at fejre det, noget af det, vi virkelig så frem imod. Hele sæsonplanlægningen har været bygget op med fokus på at stå så stærkt som muligt netop nu, siger Kristian Mørch til klubbens hjemmeside.
HB Køge har forberedt sig målrettet på opgaven. Klubben har blandt andet sendt et medlem af trænerstaben til Letland for at overvære Riga på tæt hold.
– Vi har forberedt os lidt anderledes end normalt. Vi har haft et stabsmedlem afsted for at se Riga spille, så vi har fået et godt indblik i dem, udtaler cheftræneren.
Cheftræneren erkender, at Riga kommer med et stærkt udgangspunkt, men ser samtidig en mulig dansk fordel i kampens karakter.
– Det er et hold, der dominerer alt i den lettiske liga. De har også lige slået Gintra 3-0 i Baltic Cup, så det er et rigtig godt hold fra Baltikum. Men de er samtidig ikke vant til at møde den modstand, vi kommer med, og det skal være vores fordel, siger Kristian Mørch.
Der er ikke plads til mange fejl, når kampen spilles som en direkte knockout-semifinale. Vinderen booker billet til lørdagens finale, hvor en plads i tredje kvalifikationsrunde venter.
Taberne af de to semifinaler mødes ligeledes lørdag i kampen om tredjepladsen.
For HB Køge handler det derfor om at finde den rette balance mellem ambitionerne om at spille deres eget spil og behovet for at være taktisk disciplinerede.
– Det er en enkeltstående kamp, så måske skal vi spille den en smule mindre åbent, end vi gør i mange andre kampe. Men først og fremmest skal det handle om vores egen præstation. Leverer vi det niveau, vi ved, vi kan, så skal det også være nok til at bringe os videre – selvfølgelig med stor respekt for modstanderens kvaliteter, siger Kristian Mørch.
Klokken 19.00 fløjtes der op i Køge, hvor de danske mestre skal forsøge at sætte en stopper for Rigas imponerende målmaskine og tage første skridt mod et europæisk eventyr.












