Fjerde runde i A-ligaens gruppespil bød på intens topduel mellem HB Køge og Brøndby og imponerende præstationer fra Fortuna Hjørring og Kolding IF.
Onsdag aften blev fjerde gruppespilsrunde i A-liga sat i gang med tre opgør. HB Køge snuppede tre point foran Brøndby IF i rundens topduel efter en intens og hårdtarbejdende præstation fra begge hold. Fortuna Hjørring vandt overbevisende over AGF og kan fortsat juble over deres ubesejrede stime i gruppespillet. Kolding IF udnyttede hjemmebanefordelen og vandt sikkert over OB Q.
Topkamp med fysisk pres og hårde dueller
Onsdag aften tog Brøndby IF imod HB Køge på hjemmebane, da gruppespillets fjerde runde blev igangsat. Mødet mellem sidste sæsons guld- og sølvvindere udviklede sig til en topduel præget af høj intensitet og hårde fysiske dueller.
HB Køge fik den bedst tænkelig start på kampen, da Kyra Carusa otte minutter inde i kampen headede bolden ind i Brøndbys mål efter en hjørnesparkssituation.
Næste mål blev scoret efter en times spil, hvor Simone Boye stod klar på et hjørnespark og scorede på et flot hovedstød.
Brøndby pressede på, og i det 70. minut reducerede de efter et hjørnespark, hvor Michaela Kovacs headede bolden mod mål, og grundet en afretning fra HB Køge-spiller Signe Markvardsen endte bolden i netmaskerne. Reduceringsmålet gav hjemmeholdet momentum, og de sidste minutter blev tempofyldte fra begge hold.
HB Køge trak til sidst det længste strå efter at have stået kompakt i slutfasen og kunne tage en 2-1 sejr med hjem fra Vestegnen. Resultatet sikrede klubbens fjerde ligasejr ud af fire mulige, hvilket placerer HB Køge på førstepladsen i A-liga. Brøndby IF falder efter gårsdagens nederlag ned på en femteplads.
3-måls sejr til Fortuna Hjørring
Efter en overbevisende præstation kunne Fortuna Hjørring fortsætte sin ubesejrede stime, da de vandt 3-0 over AGF onsdag aften.
Hjemmeholdet kom foran i 4. minut da Florentina Olar scorede kampens første mål.
15 minutter senere øgede Josefine Laursen Fortuna Hjørrings førring, da hun efter en solotur fik banket bolden ind i kassen til 2-0.
AGF kom dog bedre ud til anden halvleg og fik skabt fine offensive aktioner, men mislykkede med at omsætte dem til scoringer.
Ida Nyholm Sort lukkede endeligt kampen, da hun scorede i det 86.minut og kampen blev afsluttet med en sikker 3-0 sejr til Fortuna Hjørring.
Efter onsdagens kamp placeres Fortuna Hjørring på en 2. plads i A-liga, mens AGF ligger i bunden og har til gode at hente deres første point i gruppespillet.
Kolding IF sikrede sejren på hjemmebane
Onsdag aften blev en hektisk affære da Kolding IF bød OB Q velkommen på hjemmebane.
Kolding IF scorede kampens første mål i 10.minut da Sara Amby Kristensen bragte hjemmeholdet foran 1-0. OB Q reagerede dog hurtigt og udlignede to minutter senere, da Mille Schjerbech Bech scorede på direkte hjørnespark.
I det 21. minut kom Kolding IF igen foran, da Amalie Lund fik scoret til 2-1.
I anden halvleg skabte begge hold offensive aktioner, men det lykkedes ikke OB Q at få reduceret til 2-2.
I kampens tillægstid lukkede Kolding IF kampen, da Cecilie Christensen gjorde det til 3-1 i 92. minut.
Efter sejren i 4.runde af gruppespillet placerer Kolding IF sig foreløbigt på 3. pladsen i A-liga, mens OB Q ligger på 4.pladsen.
4. Runde i A-liga er dog ikke færdigspillet.












