De 32 tilbageværende hold i KvindePokalen har tirsdag fået sat navn på deres modstander i 2. runde. Lodtrækningen byder både på lokalopgør og kampe, hvor mindre klubber får mulighed for at teste sig mod nogle af de største hold i dansk kvindefodbold.
Artiklen bringes i samarbejde med divisionsbold.dk og er skrevet af Anders Juncker Nielsen.
Er du glad for Fodbold For Pigers daglige dækning af pige- og kvindefodbold i Danmark – støt vores arbejde gennem vores crowdfunding. Læs mere om vores crowdfunding-projekt her
Der er lagt op til flere interessante opgør, når 2. runde af KvindePokalen skal afvikles. Tirsdag blev der trukket lod, og dermed kender de 32 hold nu deres næste modstander i jagten på en plads blandt de sidste 16.
Flere af de mindre klubber kan se frem til besøg fra hold fra den øverste del af dansk kvindefodbold. Aarhus 1900 får blandt andet hjemmebane mod Fortuna Hjørring, mens Fredensborg BI skal op imod HB Køge Women.
Vallensbæk IF får ligeledes en stor opgave, når Brøndby IF kommer på besøg, mens Sundby BK skal forsøge at skabe en overraskelse hjemme mod FC Nordsjælland.
Der venter også flere opgør med et lokalt præg. Fremad Valby tager imod BSF, mens BK Skjold og Østerbro IF mødes i et københavnsk opgør.
Nyt møde mellem Svogerslev og FC København
Et af rundens opgør bliver samtidig et gensyn mellem Svogerslev BK og FC København. Svogerslev var modstanderen, da FC København spillede sin første officielle kamp på kvindesiden, og nu krydser de to klubber igen klinger i pokalturneringen.
Også Silkeborg IF Q får en markant udfordring på hjemmebane, hvor AGF kommer på besøg. Brabrand IF skal møde FC Midtjylland, mens Esbjerg fB og Kolding IF tørner sammen.
Sådan spilles 2. runde
Den komplette lodtrækning til KvindePokalens 2. runde ser således ud:
Aarhus 1900 – Fortuna Hjørring
Randers Q – Viborg FF
Brabrand IF – FC Midtjylland
Silkeborg IF Q – AGF
IF Lyseng – FC Thy-Thisted Q
Søhus IF – Vejle B.
Esbjerg fB – Kolding IF
B73 Slagelse – ASA
OKS – OB Q
Fredensborg BI – HB Køge Women
Fremad Valby – BSF
Svogerslev BK – FC København
Sundby BK – FC Nordsjælland
Ølstykke FC – B.93
Vallensbæk IF – Brøndby IF
BK Skjold – Østerbro IF
De præcise kampdatoer og spilletidspunkter for opgørene følger senere.












