Mille Kjærgaard siger farvel til FC Midtjylland og goddag til Kolding IF

Foto: Kolding IF Women

FC Midtjylland bekræftede onsdag, at 17-årige Mille Kjærgaard forlader klubben efter sin første sæson på A-liga-niveau. Fremover skal midtbanespilleren fortsætte sin karriere i Kolding IF. 

Det har været nogle travle dage for 17-årige Mille Kjærgaard, som kort tid efter sin afgang fra FC Midtjylland blev hentet til Kolding IF’s seniortrup.

Midtbanespilleren blev i sommeren 2025 oprykket til FC Midtjyllands førstehold og fik sin debut som 16-årig i klubbens første kamp mod HB Køge. Forinden havde Kjærgaard indgået i FC Midtjyllands talentmiljø.

Mille Kjærgaard tager nu næste skridt i sin karriere og skal fremover udvikle sig i Kolding IF. Den 17-årige midtbanespiller glæder sig til at trække i den blå-hvide trøje og de nye muligheder:

– Jeg valgte Kolding, fordi jeg synes, der er et godt miljø, hvor jeg virkelig får chancen for at udvikle mig på højt niveau samt gode muligheder for at kombinere hverdag og fodbold.

– Derudover oplever jeg god tiltro til min udvikling fra klubben, udtaler hun til klubbens hjemmeside.

Kolding IF spiller til daglig i A-Ligaen og Kjærgaards skifte muliggør dermed, at hun kan fortsætte på samme liganiveau. Samtidigt indgår hun som et led i klubbens langsigtede ambitioner om, at give unge spillere muligheden for, at udvikle sig på seniorniveau.

Når Mille Kjærgaard fremover skal tørne ud for Kolding IF, kan hun også trække på sine erfaringer fra ungdomslandsholdene. Den 17-årige midtbanespiller har allerede repræsenteret Danmark i 16 landskampe fordelt på U16, U17 og U19-niveau.