FC Nordsjælland sælger Cecilie Larsen til svensk storklub

Foto: FC Norsjælland

Efter seks år, 164 kampe og fem titler forlader Cecilie Larsen FC Nordsjælland. Nu skal den danske midtbanespiller være med til at genrejse svenske FC Rosengård.

FC Nordsjælland har solgt den 25-årige midtbanespiller, Cecilie Larsen, til svenske FC Rosengård i Damallsvenskan, det oplyser klubben på deres hjemmeside.

Hun kom til Farum i januar 2020, fik debut i juni 2020 og er med tiden blevet den spiller med flest kampe for FC Nordsjælland på kvindesiden. Samtidig er det blevet til tre pokaltitler, et mesterskab og flere europæiske oplevelser, blandt andet en kvartfinale mod Frankfurt i UEFA Women’s Europa Cup.

– Min tid i FCN har været helt utrolig. Og ekstrem lærerig. Jeg har lært så meget fodboldmæssigt og endnu mere menneskeligt. Den Cil som startet i FCN for 7 år siden, er en helt anden Cil, der nu står på den anden side, siger Cecilie Larsen til klubbens hjemmeside.

Cecilie Larsen er blevet præsenteret som ny spiller i svenske FC Rosengård.
Foto: FC Rosengård

Nu venter et nyt kapitel på den anden side af Øresund, hvor hun har underskrevet en kontrakt med FC Rosengård, der strækker sig frem til sommeren 2028.

Malmø-klubben er på nuværende tidspunkt at finde under nedrykningsstregen på 13. pladsen i Damallsvenskan. Sydsvenskerne har haft en udfordrende sæson, som trup og stab nu skal løfte sig ud af – og det er lige præcis derfor, at man har hentet danskeren ind.

– Rosengård er en rigtig god klub og et kendt navn i kvindefodbold. De skal tilbage i toppen af svensk og international fodbold, og den rejse glæder jeg mig til at være en del af, fortæller hun.

FC Rosengård har igennem historien vundet det svenske mesterskab 14 gange, og klubben ser frem til at bringe den danske midtbanespiller i jagten på det næste.

Er du glad for Fodbold For Pigers daglige dækning af pige- og kvindefodbold i Danmark – støt vores arbejde gennem vores crowdfunding. Læs mere om vores crowdfunding-projekt her.

Seks år i FC Nordsjælland har efterladt Cecilie Larsen med et stærkt tilhørsforhold til klubben, som hun har formået at repræsentere hele 164 gange, og derfor har afskeden været svær.

– At forlade klubben som den spiller med flest kampe i FCN, er noget helt særligt. Noget, jeg er utrolig stolt af, og som jeg nok først for alvor vil forstå betydningen af med tiden, afslutter Cecilie Larsen.

Cecilie Larsen kan gøre sin debut for FC Rosengård, når de lørdag den 5. september møder Djurgårdens IF på udebane i Stockholm.