Sarah Jankovska trækker i den hvide trøje. Efter ophold i både fransk og spansk fodbold vender hun tilbage til Danmark, hvor hun skal bidrage med international erfaring på midtbanen i FCK.
Løvinderne styrker midtbanen med den tidligere HB Køge-spiller, Sarah Janskovska. Det oplyser FC København på deres hjemmeside.
Begge parter har sat deres underskrift på en aftale, der sender den 27-årige midtbanespiller til FC København og retur til dansk fodbold.
Igennem hendes fodboldkarriere har hun optrædt for blandt andre BSF, FC Nordsjælland, B93 og HB Køge. I 2023 tog hun skridtet ud af Danmark og skiftede fra netop HB Køge til franske Dijon FCO.
To år senere tog hun turen til spansk fodbold, hvor hun har repræsenteret FC Badalona Women. Nu vender dansk-nordmakedoniske midtbanespiller retur til Danmark, hvor hun skal bidrage med international erfaring på midtbanen i FC København.
Sarah Jansovska har spillet to A-landsholdskampe for Danmark og har repræsenteret både U19- og U23-landsholdet i flere omgange.
Head of Women’s Football i FC København, Romaney Pinnock, glæder sig over tilføjelsen af den 27-årige midtbanespiller.
– Hun har åbent talt om de personlige udfordringer, hun har oplevet under sin fodboldkarriere, og hvordan disse har hjulpet hende til at blive mentalt stærkere. Vi håber at kunne tilbyde Sarah et støttende og professionelt miljø, der giver hende mulighed for at stråle både på og uden for banen, siger Romaney Pinnock til klubbens hjemmeside.
Sarah Janskovska skal bære rygnummer 10 og kan komme i aktion i A-Ligaen allerede til lørdagens hjemmekamp mod ASA Aarhus.












