Maja Hagemann fortsætter karrieren i svensk fodbold

Foto: Kristianstads DFF

Efter to år i italienske Sassuolo fortsætter midtbanespilleren Maja Hagemann i svensk fodbold, hvor hun torsdag er blevet præsenteret i Kristianstad.

Efter at have været på klubjagt henover sommeren har den tidligere Fortuna Hjørring og HB Køge-spiller Maja Hagemann nu fået fremtiden på plads.

Ved udgangen af seneste sæson udløb midtbanespillerens kontrakt med italienske Sassuolo, og nu går turen så til Sverige for 21-årige Hagemann.

Torsdag er hun således blevet offentliggjort i Kristianstads DFF, der midtvejs i den svenske sæson er placeret som nummer fem i Damallsvenskan.

– Vi ser frem til at byde Maja velkommen i truppen. På trods af sin unge alder, har hun god erfaring på seniorniveau, og vi håber at se hende tage yderligere skridt i sin udvikling hos hos os i KDFF, siger Albert Sigurdsson fra den sportslige stab til klubbens hjemmeside.