Europa Cup: Portugisisk modstand til Brøndby – Fortuna skal gøre HB Køge kunsten efter

Foto: 3point.dk

Brøndby IF skal op mod portugiske Sporting CP, mens Fortuna Hjørring har trukket PSV i anden kvalifikationsrunde af Europa Cup.

Både Brøndby IF og Fortuna Hjørring fik tidligere på ugen spillet sig videre i Europa Cup-kvalifikationen, og derfor var begge hold også i bowlen, da der fredag eftermiddag blev trukket lod til anden runde.

Begge hold var useede i lodtrækningen, der inkluderede flere europæiske storhold. Blandt skrækmodstanderne var den tyske gigant Wolfsburg og seneste års finalister fra Hammarby.

Selvom de danske klubber undgik netop de to hold, venter der både Brøndby IF og Fortuna svær modstand.

Sværest ser det umiddelbart for Fortuna Hjørring, der blev parret med de hollandske mestre fra PSV, der netop kommer fra to tætte møder med HB Køge, som endte med et samlet 1-2-nederlag for Kasper Kurlands tropper.

Brøndby IF derimod skal op imod portugisiske Sporting CP, der i seneste sæson blev nummer to i den portugiske række efter de suveræne mestre fra Benfica.

Kampene i anden kvalifikationsrunde spilles henholdsvis den 23 og 30. september, hvorefter vinderne er klar til hovedturneringen i Europa Cup. Nederlag vil være lig med afslutningen på den europæiske sæson.

Brøndby IF starter på hjemmebane, mens Fortuna starter med et besøg i Eindhoven.