Transfervinduer vindes ikke nødvendigvis af klubben med flest nye spillere eller det største navn, konkluderer fodboldtræner Allan Drost oven på sommerens nu lukkede transfervindue i A-Liga.
I en ugentlig klumme hos Fodbold For Piger vil fodboldtræner Allan Drost give analyser og perspektiver på de bedste danske fodboldklubber og de aktuelle ting, der rør sig i og omkring klubberne.
Denne gang sætter han fokus på det netop lukkede transfervindue, og hvordan klubberne i A-Liga har håndteret sommerens muligheder for at forstærke sig.
Transfervinduets vindere og tabere: Hvem forstod sin opgave – og hvem gjorde ikke?
Et transfervindue bliver ofte vurderet på navne. Hvem hentede den største profil? Hvem mistede den største stjerne? Og hvem var mest aktiv?
Men måske er det i virkeligheden den forkerte måde at gøre regnskabet op på.
For da jeg tidligere på sommeren forsøgte at rangere A-Liga-klubberne efter størrelsen på den opgave, der ventede dem, var pointen netop, at transfervinduer sjældent afgøres af aktivitet alene. De afgøres af, om klubberne forstår deres egen situation – og derefter formår at handle i overensstemmelse med den.
Fortuna Hjørring skulle genopbygges.
FC København skulle geares til A-Liga.
FC Midtjylland skulle hæve topniveauet frem for blot at øge bredden.
HB Køge skulle trimme og forny et projekt, der allerede fungerede.
Kolding skulle endnu engang bevise, at talentstrategien kunne overleve tabet af en ny generation.
AGF skulle ikke nødvendigvis revolutioneres – men klubben skulle finde retning.
Nu er vinduet lukket.
Og derfor kan vi begynde at stille det langt mere interessante spørgsmål: Hvem løste egentlig sin opgave?
Transfervinduets vindere:
FC Midtjylland – præcis den opgradering der blev efterlyst
FC Midtjylland er for mig transfervinduets klareste vinder.
Ikke fordi klubben nødvendigvis har hentet flest spillere. Tværtimod var en af pointerne før sommeren netop, at Midtjylland formentlig skulle have færre spillere – men bedre og mere specialiserede spillere.
Foråret havde vist et hold, der kunne dominere kvalifikationsspillet, men som i perioder blev mere ordinært, når modstanderne kunne matche dem fysisk, organisatorisk og på intensitet. Derfor handlede næste skridt om topniveau.
Det er svært ikke at se sommerens dispositioner som et ganske præcist svar på netop dét.
Sofie Vendelbo tilfører dokumenteret A-Liga-kvalitet og erfaring. Josefine Uhd er endnu et interessant dansk talent. Milla-Maj Majasaari styrker målmandsposten, og Tervie Umwe repræsenterer det langsigtede perspektiv.
Men kronen på værket er Signe Baattrup.
Ikke bare fordi Midtjylland henter en af ligaens mest interessante offensive spillere, men fordi hun tilfører noget, truppen ikke havde meget af i forvejen. En spiller, der kan bryde strukturen, skabe noget på egen hånd og finde løsninger i de kampe, hvor kollektiv organisation ikke længere er tilstrækkeligt.
Samtidig har Midtjylland været kompromisløse den anden vej. En lang række spillere er sendt videre, og truppen fremstår mindre som et oprykkerhold, der er blevet udvidet, og mere som en trup, der bevidst er blevet ombygget til næste niveau. Transferoversigten viser netop denne omfattende udskiftning – med blandt andre Vendelbo og Baattrup ind og en lang række afgange den anden vej.
Det er i mine øjne forskellen.
FC Midtjylland har ikke bare handlet.
De har identificeret deres begrænsning – og forsøgt at fjerne den.
FC Nordsjælland – måske endnu engang klassens bedste?
Der findes efterhånden en særlig disciplin i dansk kvindefodbold, som FC Nordsjælland synes at mestre bedre end alle andre:
At miste enorme mængder kvalitet uden tilsyneladende at miste retning.
Sommeren burde på papiret have været voldsom.
Anna Walter væk. Josefine Funch væk. Princess Marfo væk. Somea Položen væk. Senere også Josephine Lamp og Cecilie Larsen. Hertil Kasper Kurland ud af den sportslige organisation og Chris Sargeant væk fra cheftrænerposten.
Det er ikke en almindelig udskiftning.
Det er betydelige dele af både det sportslige og organisatoriske fundament.
Alligevel står vi få uger inde i sæsonen og diskuterer FC Nordsjælland som potentiel dansk mester.
Og to af forklaringerne hedder Safi N’Sira og Grace Sery.
De falder ganske vist lidt udenfor den traditionelle definition af sommertransfers, fordi de allerede befandt sig i FCN-systemet, men først nu er blevet spilleberettigede – og derfor giver det mere mening at betragte dem som reelle trupforstærkninger.
N’Sira ligner allerede noget helt ekstraordinært. Farten er voldsom, hendes 1-mod-1-kvaliteter skaber problemer, som meget få forsvarsspillere i A-Ligaen kan løse, og hattricket mod HB Køge understregede blot, hvor hurtigt hun er blevet en afgørende faktor.
Sery har samtidig scoret i sine første tre A-Liga-kampe.
Det interessante er derfor ikke alene, at FCN endnu engang har fundet kvalitet.
Det er, at kvaliteten passer direkte ind i den måde, klubben ønsker at spille på.
FCN har mistet spillere til PSV, Hammarby, Barcelona, Deportivo Alavés og nu FC Rosengård – og alligevel ligner holdet ikke et projekt, der er blevet tømt.
Det er måske den største kompliment, man kan give en sportslig organisation.
HB Køge – det stærkeste hold blev ikke svagere
HB Køges opgave var fundamentalt anderledes.
De skulle ikke genopbygge. De skulle videreudvikle.
Allerede før vinduet skrev jeg, at klubbens udfordring var at balancere erfaring, topkvalitet og udviklingspotentiale i en trup, hvor konkurrencen i forvejen var enorm.
Det synes de endnu engang at være lykkedes ganske godt med.
Kyra Carusa er tilbage – og behøver næsten ingen introduktion. Hun har tidligere været blandt ligaens mest markante angribere og har øjeblikkeligt vist, at niveauet stadig er der.
Men Køges vindue er større end Carusa.
Nadia Tahirukaj, Julia Gutowska, Lauren Kozal, Andrea Termansen, Laura Munk Hermann, Emma Flick, Zuzanna Witek, Yukina Sakabe og ikke mindst Aemu Oyama repræsenterer en blanding af umiddelbar kvalitet og potentiel fremtidig værdi.
Samtidig har klubben ryddet op i en meget stor trup – og senest sendt Signe Markvardsen videre til Bristol City.
Det fortæller noget om Køges position.
De køber ikke nødvendigvis for at reparere mangler.
De rekrutterer for kontinuerligt at flytte barren.
Nederlaget til FCN ændrer ikke den vurdering. Tværtimod bliver det nu interessant at se, om FCN’s fremgang endelig har skabt den konkurrence om førstepladsen, som ligaen har savnet.
Midterfeltet – der hvor pilen både kan pege op og ned:
OVER FORVENTNING: Fortuna Hjørring – langt bedre end frygtet
Fortuna er sommerens måske vanskeligste karakter at give idet, man efter min mening stod med den største opgave blandt alle holdene i A-Liga.
Klubben mistede enorme mængder erfaring og kvalitet, og midtvejs i vinduet var situationen så uafklaret, at jeg skrev, at tiden var ved at blive Fortunas største modstander. På det tidspunkt var Freja Thisgaard stort set den eneste markante tilgang – på en position, hvor Fortuna i forvejen stod ganske stærkt.
Siden kom der bevægelse: Sofie Junge blev hentet hjem, Samantha Rodriguez, Emma Westin og Shakirat Oyinlola kom til udefra, mens Rebekka Frederiksen ligeledes vendte tilbage. Samtidig blev Mariann Gajhede tilføjet trænerstaben.
Har Fortuna erstattet alle de mistede profiler én til én? Nej – det havde næsten også været umuligt!
Men det interessante er, at holdet foreløbig ser mere sammenhængende ud, end man med rimelighed kunne forvente efter så voldsom en sommer.
Der er stadig spørgsmål omkring trupdybden og topniveauet over en hel sæson. Men hvis kriteriet er, hvor Fortuna står nu sammenlignet med hvor kritisk situationen så ud i juli, er pilen klart opad.
Og måske ligger en del af forklaringen i, at genopbygningen ikke kun har handlet om spillere, men også om at etablere en ny retning omkring Nicklas Hougaard Hansen.
OVER FORVENTNING: ASA – rekruttering på egne præmisser
ASA bliver aldrig vinderen af et transfervindue målt på transferbeløb eller store internationale navne.
Det er heller ikke deres konkurrence.
Deres marked er et andet.
Og netop derfor er Frida Binderup, Malene Nielsen, Pernille Marie Madsen, Fie Nordmark og Ida Thomsen interessante tilgange. Fire af spillerne kommer fra FC Midtjylland, mens Pernille Madsen kommer fra AGF – præcis den type spillere ASA skal være i stand til at tiltrække: spillere fra større miljøer, som søger mere ansvar, flere minutter eller et andet sted at fortsætte udviklingen.
At klubben samtidig har mistet Anders Fedder Kristensen og erstattet ham med Henrik Larsen gør sommeren endnu mere interessant.
ASA har ikke ændret præmisserne.
De har forsøgt at optimere indenfor dem.
Og sæsonstarten antyder, at det endnu engang kan være nok til at gøre dem langt mere konkurrencedygtige, end økonomien tilsiger.
SOM FORVENTET: Kolding – strategien lever, men diskussionen gør også
Kolding mistede endnu engang markante spillere: Sofie Grøn, Andrea Termansen, Josefine Uhd, Signe Søndergaard, Julie Poulsen og Milla Ahrenholt er blandt dem, der er væk.
Ind er blandt andre Laura Colstrup, Ema Aleksic, Cecilie Byrnak, Mille Kjærgaard og Esmé Brayshaw kommet.
Og måske er netop dét et tegn på en lille forskydning.
Kolding spiller stadig ungt men Aleksic og Brayshaw ligner også forsøg på at tilføre kvalitet, der kan gøre holdet konkurrencedygtigt nu.
Det hilser jeg velkommen.
For spørgsmålet fra før sommeren består stadig: Er det et succeskriterium i sig selv at være ung, hvis man ikke samtidig kan konkurrere sportsligt med de bedste? Dengang beskrev jeg netop balancen mellem udvikling og resultater som Koldings centrale dilemma.
SOM FORVENTET: OB – strategisk konsistent, men er niveauet højt nok?
OB har faktisk haft et ganske aktivt vindue med Lærke Friis, Ida Aaquist Olsen, Mathilde Gade, Maja Frost, Laura Holt, Emma Ilijoski, Anna Brændstrup, Louise Wadstrøm og Emilie Lajmiri blandt tilgangene.
På den måde har klubben gjort præcis det, Troels Bech varslede: yngre, mere dansk og med større lokal forankring.
Derfor vil jeg ikke kalde OB en transfermæssig taber.
Men juryen voterer stadig.
For strategisk konsistens er kun værdifuld, hvis strategien også producerer et konkurrencedygtigt fodboldhold.
Den flotte sæsonstart er blevet afløst af en mere vanskelig periode, og udfordringen med at omsætte perioder med fint spil til tilstrækkeligt store chancer består.
Derfor bliver de kommende kampe mod Brøndby, ASA og AGF langt mere interessante end en karakter til transfervinduet.
De kommer til at fortælle os, om OB blot har rekrutteret i overensstemmelse med sin strategi – eller også har rekrutteret godt.
UNDER FORVENTNING: FC København – mere bredde end topkvalitet?
FCK gjorde meget af det, man forventede.
Truppen blev trimmet efter oprykningen, og Rebeka Winther, Maja Johansson, Dana Leskinen, Anisa Saini, Sarah Jankovska og Jessica Williams er kommet ind.
Problemet er, at det spørgsmål jeg stillede før vinduet stadig står tilbage:
Hvor er den kvalitet, der flytter FCK fra et godt hold til et tophold?
FCK skulle ikke blot gøre truppen større. De skulle geare den til A-Liga, og sæsonstarten har efter min vurdering bekræftet, at topniveauet stadig mangler på flere positioner.
Sejren over Brøndby var vigtig og imponerende – næste skridt bliver at bevise, at den ikke var en enkeltstående præstation.
Transfervinduets tabere:
AGF – det vindue der skulle skabe retning, skabte flere spørgsmål
AGF er for mig transfervinduets klare taber.
Og ikke fordi klubben ikke har hentet spillere.
Julie Poulsen, Laura Guldbjerg, Lærke Tingleff og Milla Ahrenholt er alle udmærkede fodboldspillere.
Problemet er regnestykket den anden vej.
Elvira Nejmann, Sofie Vendelbo, Julie Mathiasen, Signe Baattrup, Johanne Guldbæk, Pernille Marie Madsen.
Foruden yderligere afgange.
Det er ikke bare spillere. Det er kvalitet, kontinuitet, personlighed og i flere tilfælde spillere, der kunne have været centrale i den sportslige genopbygning.
Og det bliver ekstra problematisk, fordi AGF allerede inden sommeren befandt sig i sportslig modvind. Da vi midtvejs i vinduet gjorde status, var spørgsmålet netop, hvordan klubben ville erstatte de kulturbærere og nøglespillere, der var forsvundet.
Svaret er foreløbig ikke overbevisende.
Særligt salget af Julie Mathiasen kort før sæsonstart og senere tabet af Signe Baattrup efterlader indtrykket af et projekt, hvor spillertrafikken ikke nødvendigvis understøtter den sportslige situation, holdet befinder sig i.
Det er dét, der gør AGF til taberen.
Ikke antallet af handler.
Men forskellen mellem den opgave klubben havde – og det hold man står tilbage med.
Brøndby IF – stort navneregister, men endnu en sommer med for meget bevægelse?
Brøndby er en af de klubber, hvor transfervinduet på papiret ser stærkt ud, men hvor vurderingen bliver mere kompleks, når man ser på, hvor meget kvalitet og kontinuitet der samtidig er forsvundet ud af døren.
For listen over afgange er markant. Nanna Christiansen er stoppet, Agnete Nielsen er taget til Como, Julie Jorde til Parma, Dajan Hashemi til AIK, Linnea Borbye ligeledes til Como, mens også Emma Brunes er væk. Hertil kommer blandt andre Mira Pastoft og Julie Klæboe. Det er ikke blot breddespillere, men en række spillere der gennem længere tid har fyldt meget i Brøndbys sportslige identitet.
Det betyder, at Brøndby endnu en gang har været nødt til at bygge betydelige dele af holdet om. Til gengæld har klubben også handlet ganske aggressivt.
Elvira Nejmann er hentet på en fri transfer fra AGF og ligner allerede en af vinduets bedste handler. Amalie Thestrup vender hjem med international erfaring og et oplagt potentiale som offensiv leder. Amy Rodgers tilfører landsholdserfaring, Emma Pelkowski kommer fra HB Køge, Hanna Andersson fra FC Rosengård, Michaela Kovacs fra Birmingham, Rakel Engesvik fra Benfica, mens Vanessa Karungi styrker målmandspositionen.
Det er altså ikke aktivitet, Brøndby mangler – tværtimod.
Spørgsmålet er, om der endnu en gang er blevet ændret så meget, at klubben skal bruge en stor del af efteråret på at finde de relationer og den stabilitet, som holdet faktisk nåede frem til i sidste sæsons mesterskabsspil.
Netop dét var tidligere en af mine bekymringer. Brøndby havde efter en omskiftelig start fundet et langt mere roligt og sammenhængende udtryk i foråret, og derfor var det nærliggende at tro, at sommerens opgave primært handlede om at bevare og justere frem for at bygge store dele af stammen op på ny. Midtvejs i vinduet stod det imidlertid allerede klart, at den præmis ikke længere holdt, fordi seks spillere fra sæsonens sidste startopstilling var væk.
Derfor er Brøndby svær at placere som enten klar vinder eller taber.
På individuelt niveau har klubben hentet flere spillere, der uden problemer kan vise sig som markante forstærkninger. Nejmann ser allerede ud til at være det, og Thestrup, Rodgers og Engesvik har alle kvaliteter, der burde løfte truppen.
Men et godt transfervindue handler ikke kun om summen af individuelle spillere.
Det handler også om, hvor meget et hold bliver tvunget til at starte forfra.
Og det er netop dér, Brøndbys vindue skal vurderes kritisk.
For hvis de mange nye profiler relativt hurtigt finder sammen og holdet genfinder den struktur og ro, der kendetegnede sidste forår, kan vinduet ende som et af ligaens bedste. Men hvis den store udskiftning igen fører til en lang indkøringsperiode, bliver spørgsmålet mere ubehageligt: Har Brøndby endnu en gang rekrutteret godt på individniveau – men gjort opgaven vanskeligere på holdniveau?
Lige nu hælder jeg derfor til godkendt, men med et klart forbehold.
Kvaliteten er hentet.
Men sammenhængen skal stadig bevises.
Konklusion: Vinderen er ikke den, der handlede mest
Det bringer mig tilbage til sommerens oprindelige præmis. Transfervinduer vindes ikke nødvendigvis af klubben med flest nye spillere eller det største navn.
De vindes af klubber, der identificerer deres problem korrekt – og derefter gør noget ved det.
FC Midtjylland manglede topkvalitet og offensiv uforudsigelighed. De hentede blandt andre Signe Baattrup.
FC Nordsjælland mistede enorme mængder kvalitet, men deres rekrutterings- og udviklingsmodel har igen produceret spillere, der umiddelbart kan løfte holdet.
HB Køge havde allerede ligaens måske stærkeste trup og har alligevel formået at tilføre både nutid og fremtid.
Fortuna stod foran en næsten umulig genopbygning – og ser foreløbig ud til at være kommet længere med den, end mange havde forventet.
I den modsatte ende står især AGF mens der også er uafklarede spørgsmål i OB og Brøndby.
For måske er det mest afslørende spørgsmål efter et transfervindue ikke:
Hvem hentede I?
Men: Er jeres trup bedre rustet til at løse den opgave, I stod med før sommerferien?
For nogle klubber er svaret et klart ja.
For andre er det langt vanskeligere at få øje på.
Allan Drost (t.h.) (f. 1975) er fodboldtræner og har i størstedelen af sin karriere beskæftiget sig med pige- og kvindefodbolden. Han har blandt andet været både cheftræner og manager i Kolding IF og FC Thy-Thisted Q, mens han uden for landets grænser har vundet et færøsk mesterskab med KÍ Klaksvik.
Han er i besidelse af UEFAs højeste trænerlicens, Pro Licens, og har herudover en kandidatuddannelse i International Business & Modern Languages. Uden for kridtstregerne har han i en årrække beskæftiget sig med HR og rekruttering og har i denne sammenhæng arbejdet med blandt andet ledelse og ledelsesudvikling. I dag er han ansat som akademi- og talentchef i Viborg FF.
