Cornelia Kramer bar anførerbindet i et intenst danskeropgør, mens Alma Aagaard kom på måltavlen hele to gange for St. Pölten.
Flere danskere har i løbet af ugen markeret sig på de europæiske fodboldbaner. Fodbold For Piger giver dig her overblikket over nogle af de udvalgte præstationer.
Dramatisk opgør i Tyskland
To danske landsholdsspillere var i aktion, da Bayer Leverkusen mandag aften tog imod de forsvarende tyske mestre fra Bayern München i Frauen-Bundesliga.
Cornelia Kramer startede inde for Leverkusen og bar anførerbindet for første gang, da den normale anfører, Carolin Simon, er ude med en muskelskade.
Pernille Harder startede inde for Bayern München, mens Stine Ballisager fortsat er skadet.
Leverkusen kom foran 1-0 i første halvleg og gik til pause med føringen. Efter pausen udlignede Bayern til 1-1, men Leverkusen svarede hurtigt igen og bragte sig foran 2-1.
Bayern udlignede endnu en gang, inden Alara Şehitler afgjorde opgøret i det 88. minut, da hun scorede til 2-3 for Bayern.
Kramer spillede 78 minutter for Leverkusen, mens Harder blev skiftet ud i det 84. minut. Ingen af de to danskere kom på måltavlen.
Aagaard scorede to gange i St. Pölten-sejr
I Østrig fortsatte Alma Aagaard sin målform, da hun kom på måltavlen to gange i St. Pöltens 1-4-sejr på udebane over First Vienna.
Aagaard scorede kampens første mål efter 16 minutter og bragte St. Pölten foran 0-1. Kort efter udbyggede holdkammeraten Fanni Vago føringen til 0-2, men First Vienna reducerede kort før pausen.
Efter pausen udbyggede St. Pölten igen føringen, inden Aagaard lukkede kampen med sit andet mål i det 70. minut og gjorde det til 1-4.
Den danske angriber stod dermed for to af St. Pöltens fire mål og bidrog til holdets femte sejr i træk i den østrigske Bundesliga.
Linnéa Borbye bliver månedens spiller i august for italienske FC Como
Linnéa Borbye har fået en flot start i Italien, efter hun i sommer skiftede fra Brøndby IF til FC Como.
Den danske spiller har allerede fået en del spilletid for den italienske klub og bidraget med et enkelt mål.
Onsdag aften kunne FC Como offentliggøre på deres sociale medier, at Borbye er blevet kåret til månedens spiller for august. Det er dermed den første individuelle pris, som danskeren modtager, siden hun skiftede til den italienske klub.
Danskere på banen og på bænken
Janni Thomsen startede inde for London City Lionesses i lørdagens 2-1-nederlag på udebane mod West Ham.
For Boston Legacy kom Josefine Hasbo på banen i tillægstiden, da holdet hjemme vandt 3-0 over Washington Spirit. Danskeren nåede dermed kun at få enkelte minutter på banen i sejren.
Sofie Lundgaard var med i truppen for Eintracht Frankfurt, men måtte se hele opgøret fra bænken, da Frankfurt vandt 4-2 over TSG Hoffenheim.












