Det nye danske U16-pigelandshold fik en god start, da holdet onsdag aften besejrede Schweiz efter en straffesparkskonkurrence. Danmark kom tidligt bagud, men Natalia Zdunska sikrede med en sen udligning, at opgøret skulle afgøres fra 11-meterpletten.
Er du glad for Fodbold For Pigers daglige dækning af pige- og kvindefodbold i Danmark – støt vores arbejde gennem vores crowdfunding. Læs mere om vores crowdfunding-projekt her
Det danske U16-pigelandshold spillede onsdag aften landskamp mod Schweiz.
Her fik de danske talenter en sejr at glæde sig over, men den kom først efter et tæt opgør og en efterfølgende straffesparkskonkurrence.
Danmark fik ellers en vanskelig start på kampen. Allerede efter ti minutters spil bragte Schweiz sig foran 1-0, og den stilling holdt langt ind i anden halvleg.
De danske piger jagtede udligningen, og seks minutter før tid kom belønningen. Natalia Zdunska fandt vej til netmaskerne og udlignede til 1-1 i det 84. minut.
Dermed sluttede den ordinære spilletid uden en vinder, og kampen skulle afgøres i en straffesparkskonkurrence. Her trak Danmark det længste strå og kunne dermed fejre en sejr i det nye U16-landsholds første kamp.
Nyt møde med Schweiz lørdag
De danske U16-piger får allerede lørdag mulighed for at bygge videre på den gode start. Her venter endnu et opgør mod Schweiz.
Kampen spilles på Holbæk Stadion med kampstart klokken 13.00.












