U16-Pokal overblikket – Jylland: Ligahold sendt ud efter straffedrama

Hvem skal løfte pokalen. Foto: Matti Kronborg / AGF.

Første runde af pokalturneringen i Jylland og på Fyn har allerede budt på dramatik. Fortuna Hjørring måtte se sig slået af hold fra U16 Divisionen efter et tæt opgør, der skulle afgøres fra straffesparkspletten.

Er du glad for Fodbold For Pigers daglige dækning af pige- og kvindefodbold i Danmark – støt vores arbejde gennem vores crowdfunding. Læs mere om vores crowdfunding-projekt her

Mens det danske U16-landshold har været samlet og i aktion, er der også blevet spillet pokalfodbold i Jylland og på Fyn. Her er 1. runde i gang, og flere af kampene har allerede budt på både dramatik og overraskelser.

Blandt et af de mere forventede resultater var Silkeborg IF Q’sejr sejr over Vejle, der til daglig spiller i U17 Liga 1 under DBU Jylland, mens SIF er en del af U16 Divisionen.

Det var ellers gæsterne, der fik den bedste start. Caroline Bruun Qvortrup scorede to gange og var med til at bringe Vejle B foran 2-0. Silkeborg IF Q fik dog kæmpet sig tilbage i opgøret, og efter ordinær spilletid stod der 2-2.

Dermed skulle kampen afgøres fra straffesparkspletten. Her trak Silkeborg IF Q det længste strå og vandt 6-5 efter straffesparkskonkurrencen.

AaB sendte Fortuna Hjørring ud

Der var også dramatik i opgøret mellem AaB fra U16 Divisionen og ligaholdet Fortuna Hjørring.

Fortuna Hjørrings Clara Mølgaard Nielsen scorede begge gæsternes mål, men AaB svarede igen, og også dette opgør sluttede 2-2 efter ordinær spilletid.

Den efterfølgende straffesparkskonkurrence udviklede sig til en lang og tæt affære. Her endte AaB med at sikre sig avancementet med 11-10 og dermed sende ligaholdet fra Hjørring ud af pokalturneringen.

Viborg FF videre fra divisionsmøde

I rundens tredje spillede opgør var der tale om et rent divisionsmøde mellem Viborg FF og FC Thy Piger – Skyum.

Her sikrede Viborg FF sig en plads i næste runde med en sejr på 4-2.

Første runde er dog endnu ikke færdigspillet. Lørdag den 12. september venter et rent ligaopgør, når FC Midtjylland tager imod AGF.

Onsdag den 16. september afsluttes rundens program med endnu et opgør mellem to hold fra Divisionen, når Haderslev FK møder Esbjerg fB.