Kvindelandsholdets seneste to slutrunder har været svære for mange danskere at følge, da streamingtjenester med betalingsmure havde tv‑rettighederne. Derfor arbejder kulturminister Zenia Stampe på en sportsliste, som skal gøre det lettere at se store sportsbegivenheder på tv‑kanaler som DR og TV 2.
Kulturministeriet oplyste onsdag i en pressemeddelelse, at der arbejdes på en sportsliste, som skal gøre det nemmere for danskerne at se sportsbegivenheder som landsholdskampe, OL og cykelløb.
Tiltaget skal sikre, at større tv‑kanaler som DR og TV 2 får en ‘forlomme’, når rettighederne til store sportsdækninger fordeles blandt udbyderne, så begivenheder som kvindernes slutrunder ikke ender hos streamingtjenester med betalingsmure.
Kulturminister Zenia Stampe ønsker, at flere danskere samles om de store sportsøjeblikke, og hun beskriver dette som begrundelsen for initiativet:
– Det skaber fællesskab og sammenhold, når vi sammen hepper på de atleter, der repræsenterer Danmark ved større sportsbegivenheder som OL, paralympiske lege og fodbold- og håndboldslutrunder.
– Atleterne er forbilleder for de mange danskere, der er engageret i idrættens foreningsliv. Derfor skal så mange som muligt kunne følge begivenhederne på tv, udtaler Zenia Stampe til pressemeddelelsen.
Kulturministeriet har foreløbigt sendt udkastet til sportslisten i høring, mens visningsrettighederne til de store sportsdækninger er under forhandling. Dermed er der ingen garanti for, at fremtidige sportsbegivenheder automatisk sendes på kanaler som DR og TV 2.
DR og TV 2 meldte dog allerede i april, at de har sikret sig tv‑rettighederne til kvindernes VM‑slutrunde i Brasilien næste år.












