HB Køge melder udsolgt til braget mod Barcelona

Foto: HB Køge Women

HB Køge melder udsolgt. Køge Idrætspark bliver fyldt til randen, når de spanske mestre gæster Danmark i Champions League. 

Der bliver ikke mange ledige sæder på Køge Idrætsparks tribuner den 29. oktober.

HB Køge har tirsdag formiddag meldt udsolgt til Champions League-opgøret mod FC Barcelona, som dermed bliver spillet foran en fyldt kulisse i Køge.

Klubben har samtidig oplyst, at der senere pså ugen bliver frigivet et begrænset antal ekstra billetter til opgøret.

Køge Idrætspark har plads til 6.000 siddende tilskuere, og interessen for mødet med de spanske mestre har derfor været massiv.

Det er da også et stjernespækket Barcelona-hold, der kommer til Danmark. På banen kan HB Køge blandt andre se frem til at stå over for verdensstjerner som Aitana Bonmatí, Claudia Pina og Ewa Pajor.

HB Køge har samtidig gjort sit til at skabe interesse om opgøret med en flot start på Champions League-ligafasen.

I åbningskampen på Meadow Park i London holdt danskerne Arsenal fra scoring i 90 minutter. Først i overtiden fik Arsenal hul på bylden, da et straffespark begået af Yukina Sakabe gav Mariona muligheden for at sikre englænderne sejren.

Senest fik HB Køge dog fuldt udbytte, da schweiziske Servette blev besejret med hele 5-1.

Med tre point efter de første to kampe ligger HB Køge aktuelt på ottendepladsen i tabellen – foran blandt andre Manchester City, Real Madrid og Juventus.

Det bliver dog en særdeles vanskelig opgave, når FC Barcelona kommer til Køge.

De spanske mestre kommer til Danmark efter en historisk sejr i weekenden, hvor Real Madrid blev besejret med hele 7-0 i El Clásico.

Det var den største sejr nogensinde i det ikoniske opgør mellem de to spanske storklubber og en præstation, der har vakt opsigt langt uden for Spaniens grænser.

Der er dermed lagt op til en fyldt Køge Idrætspark, når HB Køge den 29. oktober får besøg af et formstærkt FC Barcelona.