Den danske offensiv leverede en fornem præstation mandag aften, da holdet vandt den anden testkamp mod Canada med 3-4. Olivia Holdt, Pernille Harder og Sofie Bredgaard scorede målene.
For anden gang på fire dage var Canada sent mandag aften modstanderen for det danske landshold i forberedelserne til VM-slutrunden i Brasilien.
Efter et jævnbyrdigt 1-1-opgør og et efterfølgende straffesparksnederlag i Montreal, var holdene draget til Toronto, hvor solskin og en sensommerlig temperatur over 20 grader dannede rammen om opgøret, der blev spillet på Canadas Thanksgiving-dag.
Både Jakob Michelsen og den canadiske landstræner Casey Stoney stillede til start med noget nær de stærkest mulige startopstillinger, hvilket for det danske hold betød en næsten forandret defensiv,. Fortuna-keeper Freja Thisgaard var valgt til i buret, mens PSV’s Sarah Thrige fik sin første landsholdsstart i næsten to år.
Canada havde ændret på hele syv pladser, og med Arsenal-stjernen Olivia Smith fra start havde danskerne svært ved at følge med i indledningen, hvor Kathrine Kühl ellers fik opgørets første mulighed efter otte minutters spil, men hun fik aldrig afsluttet.
I stedet slog Canada til minutter efter. Freja Thisgaard valgte at bokse et indlæg væk, hvor keeperen burde have holdt fast i kuglen. Det medfulgte, at Canada fastholdt trykket, og i feltet dukkede Delaney Pridham op og scorede sit første landsholdsmål.
Ti minutter senere burde Canada og Pridham have fordoblet føringen, men først stod overliggeren og efterfølgende Freja Thisgaard i vejen i en svær periode for det danske hold.
De danske problemer sluttede dog brat efter 23 minutters spil. Olivia Holdt pressede sig til bolden midt på banen og efter et par berøringer tog hun chancen fra midtercirklen. Med en fantastisk afslutning sendte Tottenham-spilleren bolden ind over Kailen Sheridan til en dansk udligning i ren verdensklasse.
Målet ændret kampbilledet fuldstændigt, og fire minutter senere var danskerne på pletten igen. Pernille Harder var iscenesætteren på et angreb, der efter en Sofie Bredgaard-afslutning endte på overliggeren, men efterfølgende fandt Olivia Holdt den danske anfører, der i sin landskamp nummer 175 selvsikkert scorede for anden gang på fire dage.
Den danske offensiv var dog slet ikke færdige med at imponere. I det 32. minut opsnappede Bredgaard bolden højt i banen, og igen var den knivskarpe duo med Harder og Holdt på pletten. Anføreren fandt flot sidstnævnte, der sikkert udplacerede Sheridan i Canada-målet og fuldendte ni ekstremt effektive danske minutter.
Herefter faldt der igen lidt ro på kampen, og Danmark kunne derfor gå til pause foran med 1-3.
Til gengæld var anden halvleg kun få minutter gammel, da Canada bragte spændingen tilbage i kampen. Netop indskiftede Evelyne Viens slap igennem til en afslutning, og selv om Stine Ballisager kastede sig ned i tackling, røg bolden i en høj bue ind over Thisgaard og i mål.
Canada sad nu tungt på opgøret, men det skabte til gengæld plads til de danske omstillinger. Og efter en times spil var det netop sådan en, der gjorde forskellen, da Janni Thomsen startede sit løb fra midterlinjen, og til sidst sendte hun bolden ind med en kølig, flad venstrebensafslutning.
Med tyve minutter igen fik værterne så på ny en livline. Olivia Smith sendte et afslutning afsted midt på mål, men Freja Thisgaard tabte bolden ind mellem benene, og så var stillingen 3-4.
Der blev ikke scoret mere, og dermed hentede Danmark en flot sejr mod nummer otte på verdensranglisten. Det danske landshold rejser nu hjem, før at holdet samles på ny i slutningen af november, hvor en træningslejr i Spanien samt en testkamp mod Zambia venter i Esbjerg.












