Den danske landsholdsspiller Cecilie Fløe er tilbage på træningsbanen for Wolfsburg efter flere ugers fravær med en knæskade. I et interview med klubben fortæller hun om sin første tid i den tyske storklub og sine ambitioner for debutsæsonen.
Tidligere på måneden kunne Wolfsburg meddele, at Cecilie Fløe var tilbage på træningsbanen for første gang, siden en knæskade har holdt danskeren ude siden sæsonstarten.
Skaden har betydet, at Fløe endnu har sin officielle debut for den tyske klub til gode, da hun kun nåede at spille testkampe for Wolfsburg.
Trods den lange skadesperiode fortæller landsholdsangriberen, at hun er faldet godt til i sin nye klub:
– Det er svært ikke at kunne spille i så lang tid, især når man er ny i en klub. Men bortset fra det har jeg det godt. Jeg er en del af et godt hold og befinder mig i et godt miljø, så jeg føler mig godt tilpas her, siger Cecilie Fløe til Wolfsburgs hjemmeside.
Cecilie Fløe skiftede i juni fra italienske Napoli til Wolfsburg og har derfor skullet vænne sig til en ny hverdag og liga. Fremover skal danskeren tørne ud i den tyske Frauen-Bundesliga og her håber hun, at hendes offensive kvaliteter kan bidrage til holdets resultater, når hun igen er klar:
– Jeg håber, at jeg kan gøre et godt indtryk og hjælpe holdet med at opnå de bedst mulige resultater. Fansene kan forvente masser af energi, en masse løb og en spiller, der lægger pres på forsvarsspillerne, fortsætter Fløe.
Den danske angriber peger samtidig på, at den tyske liga adskiller sig fra den italienske ved at være mere fysisk. Netop dette mener hun passer godt til hendes spillestil.
Overgangen til den tyske hverdag er gået godt for Cecilie Fløe, der sideløbende med sin professionelle fodboldkarriere studerer matematik og økonomi. Selvom hun er tilfreds med sin nye tilværelse, understreger hun dog også, at et klubskifte altid indebærer en omstillingsperiode.
Cecilie Fløe ser frem til at kunne bidrage til Wolfsburgs resultater i Frauen-Bundesliga og har samtidig stærke ambitioner om at vinde UEFA Women’s Europa Cup med den tyske topklub.
Først og fremmest er hendes primære fokus dog at få sit comeback og sin officielle debut for Wolfsburg. Hverken Fløe eller Wolfsburg har endnu meldt ud, hvornår angriberen forventes at være kampklar.












