U15: OB glade for træningskamp trods stort nederlag

0
910

 

"Striberne fra Fyn" spillede i røde trøjer, mens Brøndby var trukket i træningstøj.

 

OBs bedste U15-piger tabte 7-0 til Brøndby i træningskamp forud for klubbernes 3F Liga-møde. Fynboernes træner var alligevel glad for både kampen og initiativet

Af Steen Trolle

Det var et nederlag af den slags, der virkelig gør nas. Et nederlag på 7-0 over tre halvlege i en kamp, hvor taberne i perioder var spillet et godt stykke ned under kunstgræsset. Alligevel var OBs U15-træner Ulrik Bredegaard en glad mand, da han søndag gjorde status efter en træningskamp mellem OB og Brøndbys bedste U15-piger, der blev spillet i Brøndby forud for de to klubbers møde søndag eftermiddag i 3F Ligaen.

”Det var en fed kamp for os. Det var en oplevelse at spille mod et hold, vi ikke er vant til at møde, og som teknisk og taktisk er et helt andet sted, end vi er vant til,” sagde Ulrik Bredegaard over en burger i Brøndbys cafeteria, da de to hold rundede kampen af med at spise sammen, inden mange af pigerne skulle ned og se 3F liga-kampen på opvisningsbanen foran cafeteriet.

Foto: Steen Trolle

Brøndby viste især tænder i første halvleg, hvor det blev til hele 5-0. Anden halvleg endte målløst, mens tredje halvleg gav to Brøndby-mål. Undervejs var der stort set ingen chancer til OB, men OB-træneren var tilfreds med pigernes indstilling i de to sidste halvlege:

”Vi viser flot moral og holdspil i dag. Vi bliver smadret til ruiner i første halvleg, men så går vi ud og spiller en jævnbyrdig anden halvleg, og det har jeg rost pigerne for. Det er jo ikke sjovt at komme så meget bagud i en kamp, som man har set meget frem til, og pigerne hang da også lidt med hovederne i pausen, men så er det også flot at kunne komme tilbage,” siger Ulrik Bredegaard.

Træningskampen er et led i et nyt samarbejde over Storebælt mellem U15 1-holdene i nogle af de klubber, der har hold i 3F Ligaen eller U18 DM-rækken. Formålet er at lade pigerne prøve at spille mod nogle andre hold, end de er vant til. Initiativet fortsætter om to uger, hvor Skovbakkens U15-hold kommer til Brøndby for at spille træningskampe mod Brøndby og Hillerød.

Se mange flere billeder fra kampen på FODBOLD FOR PIGERs facebookside.