U18: Team Viborg fik uafgjort ude mod BSF

0
888
BSF i røde trøjer og Team Viborg fik 0-0 i den kolde novembersol lørdag eftermiddag i Ballerup Idrætspark.

BSFs træner var skuffet og Viborgs træner ærgerlig efter 0-0 i Ballerup lørdag eftermiddag i U18 DM-rækken. Men begge trænere er tilfredse med deres holds udvikling i efterårssæsonen

Af Steen Trolle

Der var skuffelse og ærgrelse i begge lejre efter lørdagens U18 DM-kamp i Ballerup mellem BSF og Team Viborg. Kampen sluttede 0-0, og mens Viborgs træner ærgrede sig over, at hans hold ikke fik tre point med hjem, så var BSFs træner skuffet over indsatsen fra sit hold, som forinden havde vundet fire kampe i træk.

”Jeg synes ikke, at vi i dag viser, at vi er hjemmeholdet. Vi ved, at vi skal være 100 procent klar til kampene, hvis vi skal vi vinde, og det var vi ikke i dag. Pigerne virkede lidt trætte og brugte,” siger BSFs træner John Froman.

Team Viborgs træner Henrik Thomassen havde på forhånd været tilfreds med et point:

”Men det er jeg ikke efter kampen. Jeg synes vi spillede god kamp, hvor vi var meget mere boldbesiddende, end jeg havde regnet med. Vi kom godt over kanterne og vi havde 16-18 hjørnespark, så det ærgrer mig, at vi ikke fik scoret. Men vi manglede lidt skarphed foran målet,” siger Team Viborgs træner.

Set fra BSFs side havde en Viborg-sejr dog været misvisende:

”De gør da en god indsats, men vi har tre hundrede procents chancer i 2. halvleg, hvor Viborg ikke rigtig skaber nogle chancer, så uafgjort er vel et retfærdigt resultat,” konstaterer John Froman.

Foto: Steen Trolle

BSF: Stolt over at få 21 point
Med pointdelingen slutter BSF efterårssæsonen med 21 point, mens Team Viborg på tredjesidstepladsen har 8 point. Hos begge hold er der generelt tilfredshed med udviklingen i efteråret:

”Jeg har sagt til pigerne, at de ikke skal hænge med hovederne. De skal være stolte over, at vi har nået 21 point. Vi har et ungt hold, så det er flot, at vi kan være med i top fem og spille lige op med flere af topholdene. Det er kun Brøndby, der er outstanding i denne sæson,” siger John Froman fra BSF.

I Viborg er Henrik Thomassen tilfreds med udviklingen i spillet:

”Vi har mange unge spillere, og det er ikke alle, som fra starten har været klar til U18 DM. Derfor har sæsonen været en læreproces, hvor det har svinget meget. Vi har spillet nogle meget gode kampe og nogle meget dårlige kampe, men vi har arbejdet meget med at udvikle spillet. Vi vil gerne spille fodbold, og udviklingen går den rigtige vej,” siger Henrik Thomassen.

RESULTATER, U18 DM
Næsby-Vejle 2-1 
KoldingQ-Fortuna Hjørring 1-1 
Skovbakken-Brøndby 0-5 
Thisted FC-OB 5-1 
BSF-Team Viborg 0-0 
Horsens-SIK Varde (spilles søndag) 
Fortuna Hjørring-KoldingQ (spilles 19/11)
Næsby-Varde (spilles 19/11)

AKTUEL STILLING, U18 DM
1. Brøndby 29 point
2. Thisted FC 23 point 
3. Horsens SIK 22 point 
4. BSF 21 point 
5. KoldingQ 21 
6. Fortuna Hjørring 19 point 
7. Næsby 19 point 
8. OB 10 point 
9. Varde 9 point 
10. Team Viborg 8 
11. Skovbakken 8 point 
12. Vejle 2 point