Fortuna-advarsel mod Brøndbys dødbolde

0
712
Chichi Igbo og de øvrige Fortuna-angribere har ikke været skarpe i forårets første kampe mod Brøndby.
Chichi Igbo og de øvrige Fortuna-angribere har ikke været skarpe i forårets første kampe mod Brøndby.

En sejr på mindst 2-0. Sådan lyder opgaven for Fortuna Hjørring, når de lørdag kl. 13 møder Brøndby i returkampen i semifinalen i pokalturneringen. Brøndby vandt den første kamp på hjemmebane med 3-1, og derfor er det helt afgørende for nordjyderne, at de mindst kan score to mål og samtidig undgå Brøndby-scoringer.

Derfor skal Fortuna passe ekstra meget på Brøndbys dødbolde, lyder advarslen på klubbens egen hjemmeside:

”I forårets to hidtidige kampe mod Brøndby har Fortuna indkasseret seks mål imod sig. Fire af dem er kommet i forbindelse med standardsituationer, enten frispark eller hjørnespark. Det er uomgængelig nødvendigt for Fortuna-forsvaret, at Brøndby ikke får udnyttet disse muligheder denne gang. Og det betyder ikke mindst fuld opmærksomhed på, hvad den tidligere Fortuna-forward Lise Munk foretager sig med sit glimrende hovedspil,” skriver klubben.

Samtidig skal holdets angribere være mere skarpe foran mål, end de har været i de første kampe:

”Specielt må Chichi Igbo gerne fortsætte sin stigende formkurve ved at få gang i målscoringen,” skriver klubben.

Brøndby stiller sandsynligvis op uden Anja Thorsen, Theresa Nielsen og Aivi Luik, der alle er skadede. Især fraværet af Anja Thorsen kan blive en fordel for Fortuna, mener nordjyderne:

”Det er Thorsen, der normalt er den centrale krumtap i Brøndbys pres og velordnede pasningsspil,” skriver www.fortunahjorring.dk

Læs også: Brøndby-anfører: Fortuna vil komme med 200 km/t