Hillerød søger om licens til U18 DM

0
928
HGI har etableret en bruttotrup med 18 spillere fra U18- og U15-holdet (billedet).
HGI har etableret en bruttotrup med 18 spillere fra U18- og U15-holdet (billedet).

Så har HGI Damefodbold indsendt den ansøgning, som – måske – kan sende klubbens U18-hold fra 3. division og op i landets bedste række fra næste sæson. Som Hillerød-klubben fortæller på sin hjemmeside, har den nu søgt DBU om licens til U18 DM-rækken, hvor modstanderne er hold som Brøndby, Fortuna Hjørring, BSF og KoldingQ.

”Der er ingen garanti for, at Hillerød Damefodbold opnår licens, men klubben føler sig godt rustet,” lyder det på klubbens hjemmeside, www.hgi-damefodbold.dk

HGI Damefodbold har i flere måneder arbejdet målrettet på at gøre U18-truppen klar til det øverste niveau. Der er hyret både en A licens-træner, en fysisk træner og en talentchef. Der er etableret en sundhedssektor i form af aftaler med Hillerød Fysioterapi og Træningscenter, og der er skabt en bruttotrup med de bedste U15- og U18-spillere, som træner sammen en-to gange om ugen.

”Denne trup har endvidere deltaget i særlige DBU-træninger, kampe mod DBU-hold og kampe mod andre U18 DM-hold og deres kommende U18 DM-trupper,” fortæller klubben på sin hjemmeside.

Om det lykkes at få U18 DM-licens, afgøres af DBU i løbet af april.

Læs også: Hillerød vil spille U18 DM allerede til sommer