U15: Brøndby skød foråret i gang med målfest

0
824
BSV-Brøndby 1-7. Foto: Steen Trolle
BSV-Brøndby 1-7. Foto: Steen Trolle

Brøndbys bedste U15-piger satte syv scoringer ind på kontoen, da holdet fredag aften åbnede foråret i 1. division øst med en udekamp mod Boldklubben Søllerød-Vedbæk (BSV).

Allerede efter ti minutter var holdet foran 3-0, og da dommeren havde fløjtet for sidste gang, stod der 7-1 til Brøndby, der sluttede målfesten med en flot detalje: I et sololøb mod mål scorede en af holdets nyeste ansigter, Maria ”Mini” Hovmark, ved at lobbe bolden over den fremstormende målmand.

BSV-Brøndby 1-7. Foto: Steen Trolle

BSV: Lidt for stor Brøndbysejr

Brøndbysejren var fortjent, konstaterede BSVs træner Lars Nielsen efter kampen. Men sejren blev for stor i forhold til spil og chancer, mente han:

”Jeg synes faktisk, vi er bedre med i spillet på banen, end vi har været tidligere, når vi har mødt Brøndby. Et mere reelt billede af kampen havde derfor været 3-1 eller 4-1,” mente Lars Nielsen.

BSV reducerede på et straffespark efter 12 minutter, og fra da af var hjemmeholdet langt bedre med i spillet:

”Brøndby spiller i et højere tempo og straffer os, når vi laver fejl. Men det ærgrer mig, at nederlaget blev så stort. Det synes jeg ikke, at vores piger havde fortjent,” sagde BSV-træneren, som kunne glæde sig over, at holdet er blevet bedre til at holde fast i bolden mod de stærke modstandere:

”Det er noget af det vi har fokus på i foråret. Vi vil være mere boldbesiddende, så det i højere grad er os, der bestemmer i spillet. Men når det så kikser mod en så god modstander som  Brøndby, så bliver det straffet, og det er nogle af de lærepenge, som vi må betale,” sagde Lars Nielsen.

BSV-Brøndby 1-7. Foto: Steen Trolle

Brøndby: Spillet blev for langsomt

Hos Brøndby var træner Christina Jensen ikke tilfreds trods storsejren. Brøndbypigerne arbejder i foråret med en målsætning om, at det ikke handler om at vinde men om at hver spiller skal præstere ud fra nogle individuelle målsætninger, og dem levede de ikke op til fredag aften på den regntunge bane på Rundforbi Stadion, konstaterede Christina Jensen.

Hun havde dog en logisk forklaring på at det pasningsspil, som Brøndby træner meget, blev for langsomt og for dårligt:

”Det er helt naturligt. Det er kun anden gang vi er på græs i år, og når man kommer fra kunststofbanerne, hvor bolden bare glider og det hele kører, og så til en tung græsbane, hvor man ikke er helt sikker på boldens reaktion, så kommer man let til at bruge lidt ekstra tid og berøringer med bolden. Det betyder så, at de løb, der er lavet foran boldholderen, bliver tilintetgjort, fordi de når at blive dækket af en modstander, og så kan vi selvsagt ikke holde vores aftaler,” lød analysen fra Brøndbytræneren, som bebudede, at den står på mere græstræning i Brøndby i de kommende dage.

Brøndby møder næste søndag Hillerød, mens BSV tager i mod GS Elite.

Der var lørdag morgen kun spillet to kampe i forårssæsonen i 1. division øst. I den anden kamp blev det 0-0 mellem Elite Bornholm og GS Elite.

BSV-Brøndby 1-7. Foto: Steen Trolle
BSV-Brøndby 1-7. Foto: Steen TrolleBSV-Brøndby 1-7. Foto: Steen TrolleBSV-Brøndby 1-7. Foto: Steen Trolle