U18 DM: Masser af chancer men ingen mål i Ballerup

0
708
Lørdagens kamp i Ballerup var en intens affære med masser af slag på midtbanen.
Lørdagens kamp i Ballerup var en intens affære med masser af slag på midtbanen.

2-2, 3-3 eller 4-4. Det havde været det mest rimelige resultat af lørdagens U18 DM-opgør i Ballerup mellem BSF og Horsens SIK. Kampen sluttede dog 0-0, men bortset fra de manglende scoringer, så var begge trænere tilfredse med resultatet, som kom efter en meget lige, intens og chancerig affære.

”Jeg ærgrer mig selvfølgelig over, at vi ikke får scoret, for vi har nogle store chancer. Men BSF har også en række muligheder, og derfor er jeg tilfreds med uafgjort. Vi skaber vel otte-ti store chancer, og det burde jo normalt være nok til at vinde en fodboldkamp, men deres keeper leverer en superpræstation, og i det hele er der grund til at have dyb respekt på BSF, som leverer en flot fodboldkamp,” siger Horsens SIKs cheftræner JP Nielsen.

Mistede point i guldkampen

Horsens var inden kampen på andenpladsen i U18 DM-ligaen med seks point op til Brøndby, som spiller søndag mod OB. Det uafgjorte resultat kan derfor blive afgørende i forsøget på at indhente Brøndby:

”Ja, vi taber to point i guldkampen i dag, men vi skal kigge på den lange bane. Vi har mange unge spillere på holdet, som skal lære at stå i disse pressede situationer, og de lærer rigtig meget af en kamp som den i dag,” siger Horsens-træneren, som måtte se sin midterforsvarer Julie Meldgaard blive kørt på sygehuset i 1. halvleg:

”Hun kom slemt til skade i knæet i første halvleg i et hændeligt uheld. Vi kender ikke hendes tilstand endnu,” siger han.

BSFs anfører Isabell Nederby.

BSF: Vi viste, at vi kan være med blandt de øverste

BSFs træner John Froman ønskede efter kampen sine spillere tillykke med det uafgjorte resultat:

”Som kampen udvikler sig er jeg tilfreds. Horsens starter rigtig godt og kunne have ført med 2-0 ved pausen, men vi får også spillet os til en række muligheder i anden halvleg, så jeg er godt tilfreds, selv om 3-3 nok havde været mere rammende billede af kampen,” siger John Froman.

Han havde i løbet af ugen talt med spillerne om, at de skulle bruge kampen til at vise, at BSF kan spille med i top 3:

”Det synes jeg lykkedes. Horsens er fysisk stærkere end os og taktisk dygtige. De straffer os jo lynhurtigt, når vi begår fejl. Men jeg synes også vi kæmper med alt det vi kan og får vist, at vi kan være med i det øverste lag,” siger John Froman, som havde lidt svære betingelser som træner forud for starten:

Usikkerhed før kampen

Til det sidste var der nemlig usikkerhed om hvorvidt Emilie Brøndum Jensen og Isabell Nederby skulle spille med 3F Ligaholdet, som næsten samtidig spillede mod OB på den nærliggende Ballerup Idrætspark:

”Det kan være svært, at skulle indstille sig på en kamp og så pludselig skulle spille en anden. Men det klarede de flot. De gik ind og tog ansvar og viste, at de er to store holdspillere,” siger BSFs træner.

Se flere billeder fra kampen på FODBOLD FOR PIGERs facebookside.

WEEKENDENS RESULTATER I U18 DM LIGAEN

Skovbakken-Vejle 2-1 
Næsby-Team Viborg 3-1 
BSF-Horsens SIK 0-0 
KoldingQ-Varde 3-2 
Thisted FC-Fortuna Hjørring 4-2 
OB-Brøndby (søndag kl. 13)

STILLINGEN
1 Brøndby 33 point
2 Horsens SIK 28 point 
3 Næsby 28 point 
4 KoldingQ 27 point 
5 Thisted FC 26 point 
6 BSF 25 point 
7 Fortuna Hjørring 22 point 
8 Skovbakken 14 point 
9 OB 13 point 
10 Team Viborg 11 point 
11 Varde 10 point 
12 Vejle 2 point