I et interview med Copenhagen Sundays kalder Kasper Klarskov weekendens nederlag til FC Midtjylland i Kvalifikationsspillet for ‘uacceptabelt’, men han tror fortsat på, at holdet vil være at finde i toppen, når slutspillet er færdiggjort.
FC Københavns kvinder led i weekenden et tungt nederlag, da man på udebane tabte med 3-0 til FC Midtjylland, der dermed trak fra i toppen af Kvalifikationsspillet.
FC København har stadig fin kurs mod oprykning, men nederlaget er dog alligevel en stor skuffelse for holdets cheftræner, Kasper Klarskov, der ellers var tilfreds med dele af holdets præstation.
– Vi kan tage rigtig, rigtig meget med fra vores 1. halvleg, hvor jeg synes, at vi var det klart mest dominerende og bedre hold, men det handler om tre point, og i det store hele vil jeg hellere have taget tre point med hjem, siger han til FCK-fanmediet Copenhagen Sundays og uddyber
– Hvis vi gerne vil vinde den her række og også blandt os i top-6, når vi kommer i A-Liga, så skal vi også tage nogle point, så hvis jeg skal være helt grov, så tager vi ikke særlig meget med fra den her kamp, for vi kom for tre point. Så når vi kigger på det, er der selvfølgelig også ting, som er positive, men det er uacceptabelt, at vi står med et 3-0-nederlag.
Nederlaget til trods bevarer FC København-træneren dog fatningen og troen på, at løvinderne fortsat kan spille med om en top-placering i slutspillet.
– Jeg skal ikke stå og male fanden på væggen, og jeg synes stadig, at vi er et top 3-hold i den her række, og det skal vi ud at vise i de næste kampe.
– Det er en god række, og det er ikke noget, som bliver givet gratis. Men det er også en række, hvis jeg synes, at vi skal være i toppen, og det tror jeg også vil vise sig, når vi har spillet 10 kampe.
FC København er efter fem spillede kampe i Kvalifikationsspillet nummer tre med ni point. Man har ét point op til ASA på andenpladsen, mens man med weekendens nederlag er tre point efter FC Midtjylland.












