Hillerød vil præge U18 DM-ligaen med god teknisk fodbold

1
1116
Line Munk Hansen (forrest) er en af profilerne på Hillerøds U15 1-hold. Foto. John Jessen Hansen
Line Munk Hansen (forrest) er en af profilerne på Hillerøds U15 1-hold. Foto. John Jessen Hansen

Hillerød GI Damefodbold har fra næste sæson fået licens til landets bedste U18-række og glæder sig til udfordringerne. Klubbens ledelse er ydmyg overfor opgaven men tror på, at den vil kunne klare sig med den nuværende spillertrup, som skal præge rækken med god teknisk fodbold

Af Steen Trolle

De gør sig ingen tanker om medaljer, men de er overbevist om, at de kommer til at sætte et godt og solidt aftryk på U18 DM-rækken.

Ledelsen i Hillerød GI Damefodbold glæder sig til næste sæson, hvor klubben debuterer i landets bedste U18-række. Og klubben fra Nordsjælland tror på, at den vil kunne spille lige op med de fleste U18 DM-hold.

”Vi føler os helt trygge ved det spillermateriale, vi har i klubben. Vi synes, vi har en stærk kombination i de bedste spillere fra de nuværende U18- og U15-trupper, som siden november har trænet sammen i en fælles DM-bruttotrup. Vi har nogle af de bedste spillere i årgangene, og de har vist i træningskampe mod U18 DM-hold i vinter, at de godt kan være med,” siger Michael Engstrøm, der er sportslig ansvarlig i bestyrelsen i Hillerød GI Damefodbold.

Han understreger dog sammen med klubformand Peter Hvarness, at Hillerød ikke har nogen ambitioner om at skulle blande sig i medaljekampen i den første sæson:

U15 1-holdet jubler efter en scoring.

”Den sportslige målsætning lyder på videreudvikling af spillerne. Vi skal bruge den første sæson på at konsolidere os i rækken, så vi kommer ikke op for at skulle spille med om guldet. I hvert fald ikke det første år. Vores forventning er, at vi kommer til at ligge i den nederste halvdel, men at vi kan være med til at sætte positivt aftryk med vores måde at spille fodbold på,” siger Peter Hvarness.

DM-licens forberedt i lang tid

Peter Hvarness har været formand for Hillerød GI Damefodbold siden april 2011, hvor klubben genopstod i en ny udgave efter at en række fejlslagne koncertarrangementer havde sendt klubben ud i en konkurs i efteråret 2010. Den nye ledelse lancerede fra starten en ambitiøs 2015-plan, som indeholder en række offensive målsætninger, og næsten alle målsætninger er indtil videre blevet opfyldt til tiden. Kun ambitionen om at få kunststofbaner i 2011 lykkedes ikke. Den ser til gengæld ud til at blive opfyldt i år – med et enkelt års forsinkelse.

”Så vores licens til U18 DM-rækken er resultatet af forberedelser, der går helt tilbage til oktober 2010. Det er ikke ”nå, nu har vi fået DM-licens, nu må vi se hvad vi gør”. Vi er rigtig langt i planlægningen og føler os rigtig godt klædt på, både når det gælder spillere, trænere og faciliteter. Men vi er da også ydmyge overfor opgaven. Vi ved godt, at der venter en stor udfordring,” siger Peter Hvarness.

Formand Peter Hvarness, sportschef William Pedersen og sportsansvarlig Michael Engstrøm.

Jagter ikke forstærkninger

Troen på egne spillere betyder også, at Hillerød ikke er på jagt efter forstærkninger. Jo, det kan da godt være at holdet vil blive suppleret med enkelte spillere. Men kun hvis det er spillere, som passer ind i Hillerøds koncept om godt teknisk fodbold.

”Vi er ikke offensivt ude og lede efter spillere. Men hvis vi ser en spiller, som vil passe ind på holdet, eller hvis vi synes vi har et hul, kan det godt være, at vi bliver lidt mere offensive. Men så bliver det selvfølgelig efter de regler, som DBU har opstillet for kontakt af spillere,” siger Michael Engstrøm.  

Hillerød = teknisk fodbold

Michael Engstrøm beskriver Hillerøds spilkoncept på denne måde:

”Vi vil gerne kendes for et højt teknisk niveau, godt pasningsspil og fairplay. Vi går ikke på banen for at stå og sparke bolden væk. Udgangspunktet er, at vi vil være så spilstyrende som muligt. Selvfølgelig er man nogle gange nødt til at indrette sit spil efter, hvem man møder, men vores udgangspunkt er, at vi vil forsøge at præge kampene,” siger Michael Engstrøm.

Hillerøds nuværende U18 1-hold spiller i 3. division, hvor holdet lige nu er nummer tre, mens U15 1-holdet er nummer to i 1. division Øst, ét point efter Brøndby.

De øvrige klubber, som har licens til U18 DM-rækken, er disse:  Brøndby IF, Horsens SIK, Næsby, BSF, OB, KoldingQ, Fortuna Hjørring, Skovbakken, Thisted, Team Viborg, Varde og Vejle.

1 COMMENT

  1. 1) HGIs piger ligger ikke nummer 1.

    2) HGI besidder vist en meget selektiv hukommelse hvad angår kampe i mod DM modstandere. Pokalkampen imod BIF kan man ihvertfald ikke læse om nogle steder på denne eller HGIs hjemmeside. Ligesom flere gange i vinter måtte melde afbud til kampe imod modstandere, angiveligt fordi man ikke kunne stille hold.

    3) Spændende man vil bede en meget talentfuld U15 årgang, redde røven på et middelmådigt U18 hold også “præge” DM rækken.

    Utroligt ingen stiller det spørgsmål alle tænker…. Hvordan kan HGI springe fra dårlig, at kunne kaldes et tophold i 3. division og direkte til DM? De er knap i top 10 over u18 årgange på Sjælland og Falster og nu skal de kæmpe imod de bedste hold i hele Danmark.

    Selvfølgelig havde man stor succes da man lavede samme nummer sidste gang, eller med Vejle som også præger DM rækken i stor stil.