Brøndbys U18 DM-træner Rene Nielsen: Derfor vandt vi guld

0
1728
Brøndby scorede 79 gange i den forgangne sæson.
Brøndby scorede 79 gange i den forgangne sæson.

Dygtige individualister, en bred trup og et stærkt træningsmiljø. Sådan lyder hovedopskriften bag Brøndbys succesrige U18 DM-sæson, hvis man spørger cheftræner Rene Nielsen. FODBOLD FOR PIGER gør her status over guldsæsonen med Rene Nielsen, som ikke tror at holdet kan gentage succesen i den kommende sæson

Tekst: Steen Trolle

Vindere af U18 DM-rækken med 55 point og en målscore på 79-23. Pokalvindere for andet år træk. Ni spillere på diverse ungdomslandshold.

Cheftræner Rene Nielsen.

Brøndbys U18 DM-træner Rene Nielsen kan se tilbage på en forgyldt sæson, hvor noget nær alle målsætninger er blevet opfyldt. Bare ét sølle nederlag er det blevet til i sæsonen, hvor DM-guldmedaljerne var i hus allerede i tredjesidste runde, og hvor Brøndby ikke satte ét eneste point til i de sidste seks kampe i turneringen.

Det er da også en ganske godt tilfreds Rene Nielsen, som FODBOLD FOR PIGER møder til en snak i Brøndbys klubhus, der ligger med udsigt til Bane 1, som er U18 DM-holdets hjemmebane.

Det er få dage siden pigerne modtog pokalen og guldmedaljerne på netop bane 1, og mens solen forsvinder ned bag Idrættens Hus og Brøndby Stadion, så giver Rene Nielsen sit bud på holdets suveræne præstation i den netop overståede sæson:

”I bund og grund – og uden at det skal lyde forkert – skyldes DM-guldet at vi har haft de bedste spillere individuelt og fungeret bedst som hold. Vi har en meget stor bredde i truppen, og derfor kan vi træne på højt niveau og er ikke sårbare overfor sygdom og skader,” siger Rene Nielsen.

Han ser træningsmiljøet i Brøndbys kvindeafdeling som en stor del af forklaringen:

”Vi træner på meget højt niveau fire-seks gange om ugen, vi mange dygtige trænere og vi er gode til at arbejde på tværs af årgangene. Trænerne hjælper hinanden, og spillerne er vant til, at der arbejdes på tværs. Der bliver ikke stillet spørgsmålstegn hos spillerne, når der f.eks. kommer nogle U15-spillere op for at træne med U18-holdet. Det opfattes som helt naturligt, for alle herude ved, at de bedste spillere skal træne med de bedste”.

Hvad lægger I vægt på i træningen?

”Spillerne skal være dygtige til at spille med bolden, for vi lægger meget vægt på at være boldbesiddende. Desuden skal vi fysisk være klar til kampene, det vil sige at spillerne skal have den rette behandling og den rette træningsmængde, så vi konditionelt og styrkemæssigt er på toppen. Det betyder, at nogle spillere i perioder skal have lidt mindre træning, mens andre skal have lidt mere. Den slags er meget undervurderet og er kun mulig at praktisere, fordi vi har så mange dygtige trænere,” siger Rene Nielsen.

Renen Nielsen nævner de tætte kampe mod Horsens som nogle af sæsonens højdepunkter.

Tæt liga er helt ekseptionel

Selv om Brøndby vandt DM-guldet med seks point ned til sølvvinderne fra Horsens SIK, så var U18 DM-ligaen en meget tæt affære i 2011-2012. Bare to runder før turneringsafslutningen lå hele syv hold til at kunne vinde medaljer.

”Det er helt ekseptionelt for en U18-række,” påpeger Rene Nielsen, som ser den tætte række som resultatet af en meget positiv udvikling i dansk pigefodbold:

”Det vidner om, at der er mange klubber der for alvor er begyndt at tage ungdomsfodbolden seriøst, og at der er rigtig mange dygtige piger rundt om i klubberne. Det gør konkurrencen større, så det er en fordel for os alle sammen,” siger han.

Men flere klubber henter deres mest talentfulde 17-18-årige spillere op i 3F Ligatrupperne. Er det ikke med til at udvande styrken i U18 DM-rækken?

”Måske, men omvendt giver det plads til nogle af de andre på U18-holdet, som så kan blomstre op. Det har vi set gang på gang. Når vi flytter nogle af de bedste, er der andre der blomstrer. De seneste uger har vores U17- og U19-landsholdsspillere næsten kun trænet med 3F Ligaen for at forberede sig til EM, men det har ikke gjort vores træning dårligere. Det betyder bare, at dem der er tilbage får lidt mere plads og begynder at se, at de godt kan være med. Så jeg ser det som en måde at gøre endnu flere spillere bedre på. Man skal heller ikke glemme, at vores vigtigste opgave er at skabe 3F-spillere,” siger Rene Nielsen.

Brøndby har også en anden metode til at få flere talenter til at blomstre:

”Vi har sagt nej til at lade vores reserver spille i 2. division. I stedet har vi valgt at lade dem spille seniorfodbold. Vi mener, at det presser og udvikler dem bedre end det er muligt at gøre i 2. division”.

DBU Sjællands pokalguld er i hjemme.

”Vi bliver fire eller fem i næste sæson”

Mens Brøndby har været et skridt foran de øvrige hold i 2011-2012, så tror Rene Nielsen ikke, at holdet vil kunne gentage guldtriumfen i næste sæson. Syv stamspillere har forladt truppen for at blive senior-spillere, og derfor bliver det et mere uerfarent hold, som Brøndby sender på banen efter sommerferien:

”Vi får et spændende hold, men vi kommer ikke til at vinde guld. Dertil bliver nogle af de andre hold for stærke. Thisted, BSF og Næsby har jo spillet næsten hele den seneste sæson uden årgang 94-spillere, så deres 95ere, 96ere og 97ere er blevet rutinerede i DM-rækken. Derfor forventer jeg, at de tre hold bliver meget stærke i den nye sæson, hvor Horsens også får et godt hold. Så realistisk set tror jeg, at vi slutter som nummer fire eller fem. Men det skal ikke misforstås. Vi går klart efter at komme i toppen og spille med om medaljer, for vi har fået smag for dem,” siger Rene Nielsen.

Flere U15-spillere på vej

Han har foreløbig fået tilgang af to spillere fra Brøndbys nuværende U15-hold, de to nyslåede U16-landsholdsspillere Emma Strøm Sørensen og Freja Abildå Sørensen. Der vil sandsynligvis komme flere til i løbet af efteråret, for selv om DBU Sjælland ændrer turneringsstruktur efter sommerferien og indfører en U16-række, så vil U18-holdet fortsat have topprioritet på Vestegnen:

”Jeg synes den nye turneringsstruktur er en dårlig løsning, hvilket jeg heller ikke har lagt skjul på. Men det får ikke nogen praktisk betydning for os i Brøndby. Vi kigger ikke på årgange, men på hvem, der er gode nok. Så hvis der er U16-spillere, der er klar til at rykke op, så rykker vi dem op,” siger Rene Nielsen.

Kontrakten forlænget i et år

Han fejrede guldmedaljerne med at forlænge sin kontrakt med endnu et år, og den erfarne kvindetræner – Rene Nielsen har været 3F-ligatræner i FC Damsø og trænet kvindehold siden 1999 – behøver ingen betænkningstid, når han skal forklare, hvorfor han fortsat synes det er spændende at være U18 DM-træner:

”Det er virkelig interessant at træne de spillere, vi har med at gøre, for de vil så meget. Man kan ikke undgå at komme i godt humør hver gang, for spillerne er så ambitiøse og er så klar, at det er en fornøjelse. Samtidig er der er et fantastisk træningsmiljø herude, hvor vi har en rigtig god kontakt på tværs af trupperne mellem trænerne, så det var egentlig meget nemt at beslutte at fortsætte,” siger Rene Nielsen.

Rene Nielsen spår, at BSF bliver et af topholdene i den nye U18 DM-sæson.

Hurtigere, hurtigere, hurtigere

Men hvor ligger udfordringen – hvordan kan I udvikle jer fodboldmæssigt?

”Det kan vi på alle parametre. Men det primære er at blive bedre med bolden, dvs. med at behandle den og være hurtigere med den. Det er nødvendigt, hvis vi skal udvikle endnu flere spillere til 3F Liganiveau og forhåbentlig også til A-landsholdet,” siger Rene Nielsen, og bruger Brøndbys kvartfinale i kvindernes Champions League mod det franske storhold Lyon som billede på, hvad dansk kvindefodbold mangler for at kunne måle sig med de bedste i Europa:

”Lyon-kampene viste os, at vi skal spille hurtigere. Lyon var hurtigere på alle områder – i opfattelsen, løbene og pasningerne. Der fik vi virkelig udstillet, hvad vi mangler. Det er så også Europas klart bedste hold, så det var meget godt at prøve at blive målt mod dem. Vi gør de rigtige ting herhjemme – vi skal bare gøre det hurtigere”.

Og hvad kræver det?

”At der trænes mere. En del af vores spillere er oppe og træne syv-otte gange om ugen med hhv. holdtræning, individuel træning og styrketræning. Så meget kræver det, hvis man skal udvikle spillerne, og det er desværre ikke alle steder, at de træner så meget. Men det er nødvendigt, hvis vi skal have skabe flere dygtige spillere, der kan måle sig med de bedste i Europa,” fastslår Brøndbys U18 DM-træner.

Læs også: Brøndby vinder DM-guld for første gang