Kristina Kragh lægger fodboldstøvlerne på hylden

0
1952
Kristina Kragh med nummer 19 jubler med holdkammeraterne, da DM-guldet er i hus.
Kristina Kragh med nummer 19 jubler med holdkammeraterne, da DM-guldet er i hus.

Få dage efter at hun blev Danmarksmester igen-igen med Brøndby, har den 22-årige angriber Kristina Kragh valgt at stoppe med at spille fodbold. Kristina Kragh skal i gang med en uddannelse, og den gør det umuligt at fortsætte med fodbold på topplan, skriver hun i en farvelhilsen på klubbens hjemmeside:

”De næste to år vil jeg tage en uddannelse, og her er det desværre ikke muligt at kombinere med fodbold på professionelt plan. Det har været et rigtig hårdt og svært valg, men samtidig nødvendigt for mig. Jeg er 22 år og er nødt til at tænkt fremad, da der desværre ikke er nok penge i kvindefodbolden til, at man kan leve af det,” skriver Kristina Kragh på hjemmesiden.

Kristina Kragh har spillet fodbold i Brøndby hele sit liv. Hun startede som seksårig og blev allerede som 15-årig rykket op på 3F Ligaholdet, som på det tidspunkt talte det meste af A-landsholdet. Det var med Kristinas ord ”pissesvært” og gav mange op- og nedture, for det var svært at gå fra at være den bedste på juniorholdet til bare at være et talent på bænken. Men de sidste to år har hun stortrivedes på holdet, fortæller hun:

”De sidste to år har været de bedste for mig. Jeg har haft en træner, som har troet på mig, og vist mig tillid og der har resulteret i en masse spilletid. 3F-holdet har ændret sig meget fra siden jeg rykkede op til nu. Der er helt andre rammer og folk omkring holdet. Vi er nu ALLE en del af det hele, og alle bliver taget for lige meget. Det er rart, og sådan burde det være på et hold. For ingen er stærkere end det svageste led,” skriver Kristina kragh.

Hun bebuder, at hun er klar til at trække i trøje nummer 19 igen om to år:

”Fodbold og Brøndby er en stor del af min identitet, og betyder derfor rigtig meget for mig. Det kan man ikke bare lægge på hylden for alvor! Aldrig farvel, altid på gensyn! Én gang Brøndby, altid Brøndby,” skriver Kristina Kragh på brondbyif.net