Pernille Harder: Jeg skal give mig 100 procent hver gang

0
3348
Pernille Harder i LFC-trøjen.
Pernille Harder i LFC-trøjen.

Med fuld spilletid i sin første træningskamp har landsholdsspilleren Pernille Harder fået en fin start i den svenske storklub Linköpings FC. Kampen i onsdags mod Djurgaarden sluttede 3-3, og Pernille fortæller fra Linköping, at hun spillede det meste af kampen på højrekanten, hvorfra det var hendes opgave at søge ind i banen i rummet mellem angrebet og midtbane.

”Det er den offensive plads, jeg godt kan lide at spille, og det er jo altid et godt tegn at få 90 minutter på banen. Men nu må vi se, når turneringen går i gang. Vi har et godt hold med gode angribere, så der bliver konkurrence om pladserne,” siger Pernille Harder.

Topprofessionelle rammer

Trods konkurrencen har hun fået en rigtig god modtagelse, fortæller hun. Spillerne er nogle ”fede piger”, som har taget godt imod hende, og der er blevet tid til nogle hyggelig caféture med flere af holdkammeraterne i den østsvenske universitetsby .

Træningen startede for tre uger siden, og Pernille ankom en uge før, hvor en medarbejder fra klubben stod til rådighed med hjælp, så hun kunne komme på plads i den lejlighed, som klubben har sørget for:

”Rammerne er topprofessionelle. Vi får også snart et nyt stadion, og efter sigende er der boblebad i omklædningsrummene, så det siger lidt om niveauet,” fortæller Pernille Harder.

Efter den første træningskamp.

Vil udvikle mig som spiller

Der trænes syv gange om ugen. Det svarer nogenlunde til Pernille Harders træningsmængde i Danmark, hvor hun både holdtrænede med Skovbakken og fik morgentræning i Ikast. Men derudover selvtræner spillerne, så samlet set er træningsmængden større og konkurrencen hårdere til træning og i kampene, end den var i Skovbakken:

”Jeg er nødt til at give alt, hvad jeg har i mig til træning, og kampene er så tætte, at man skal yde 100 procent hver gang. Så jeg tror på, at jeg kommer til at udvikle mig både spillemæssigt og taktisk her i Sverige,” siger Pernille Harder.

Sproglige udfordringer

Hun taler endnu ikke svensk, så indtil videre er sproget en udfordring:

”Det har været svært i starten med det svenske sprog. Jeg skal virkelig koncentrere mig for at forstå, hvad der bliver sagt, og det tager nok lidt længere tid at blive spillet ind på et hold, når man ikke kan sproget. Men heldigvis hjælper Mariann (Gajhede Knudsen, dansk landsholdsspiller i Linköpings FC, red.) med oversættelse af de taktiske ting, og planen er, at jeg skal tage nogle svenskkurser i løbet af efteråret,” siger Pernille Harder.

Skal lære at slappe af

Hun blev student i sommer og har foreløbig valgt at koncentrere sig 100 procent om livet som professionel fodboldspiller:

”Hvis jeg lærer svensk godt nok, så overvejer jeg at læse ved siden af fra næste sæson – jeg vil gerne tage nogle kurser som forberedelse til, at jeg senere vil gerne vil læse idræt. Men det første år koncentrerer jeg mig om fodbold. Det betyder jeg har en masse fritid, og det skal jeg lige vænne mig til. Jeg skal lære bare at slappe af og nyde, at jeg ikke skal i skole. Heldigvis er Linköping en rigtig hyggelig by. Der er mange unge mennesker, fordi det er en universitetsby, og jeg bor fem minutter fra centrum, så når jeg lærer sproget bedre, vil jeg bruge byen noget mere,” siger Pernille Harder.

Linköpings FC spiller sin første kamp efter sommerpausen søndag den 19. august, hvor modstanderen er Jitex BK. Holdet er foreløbig på femtepladsen i Damallsvenskan, ni point efter topholdet Tyresö.

Pernille Harder i kamp for Skovbakken i 3F Ligaen. 19. august debuterer hun i Damallsvenskan.