Danmark tabte til Østrig og mangler stadig ét EM-point

0
867

Det er endnu for tidligt at bestille billetter til næste års EM-slutrunde for kvinder i Sverige, hvis målet er at følge det danske kvindelandshold.

Danmark tabte nemlig lørdagens EM-kvalifikationskamp til Østrig i St. Pölten med 3-1, og dermed mangler de danske kvinder stadig ét point, før EM-kvalifikationen er hus. Derfor skal Danmark mindst have uafgjort i den sidste kvalifikationskamp, som spilles på onsdag i Vejle mod Portugal.

Danmark havde mulighederne i lørdagens kamp, hvor bolden flere gange dansede foran det østrigske mål, specielt i første halvleg. Men ind ville bolden ikke, og i stedet blev det østrigerne, som scorede tre gange, inden Nadia Nadim fik pyntet lidt på resultatet til en scoring til 1-3 i det allersidste minut.

”Vi kommer til at miste bolden rigtig meget i vores opbygningsspil, og det straffer de lynhurtigt. Omvendt har vi også nogle kæmpechancer, som vi burde have scoret på, men det var bare en af de dage, hvor bolden ikke ville ind,” konstaterede landstræner Kenneth Heiner Møller overfor DBU Web-TV efter kampen.

”Det var lidt op ad bakke i dag, men heldigvis har vi bragt os i en position, hvor vi kun mangler et point, og det tager vi på onsdag,” tilføjede han.

Du kan læse et længere referat af kampen på www.3f.dk/fodbold.

Danmark-Portugal spilles onsdag kl. 18.00.