Næsby vandt slaget om Odense

0
1001

Det blev Næsby, som vandt onsdagens prestigefyldte lokalopgør mod OB i U18 DM Ligaen. Kampen sluttede 2-1 til Næsby, men det holdt hårdt i en underholdende kamp, hvor OB var taktisk godt indstillet på lokalrivalerne, der ellers kom til OB med masser af selvtillid fra lørdagens 4-1-sejr over Brøndby.

OB kom foran allerede efter fem minutter på et mål af Mie Garn, og i store dele af kampen formåede OBerne at frustrere Næsby ved at stå langt tilbage på banen og holde deres aftaler til punkt og prikke.

”Vi trænere havde ikke formået at få pigernes arme ned efter den flotte Brøndby-kamp. Vi glemmer, at OB virkelig gerne vil vinde disse kampe, så hvis vi skal slå dem, skal vi være helt klar i hovederne. At OB så på dagen var virkelig dygtige til at udføre deres aftaler, og de samtidig får en drømmestart med en tidlig scoring, ja så blev det op af bakke, og langt hen af vejen en kamp på OBs præmisser,” fortæller Næsbys trænerteam på klubbens hjemmeside.

Efter 30 minutter lykkedes det dog Nanna Mortensen at udligne, og 20 minutter før tid sikrede Maja Kildemoes sejren med en scoring til 2-1.

” Vi er meget glade for de tre point i OB, som vi ledere havde advaret om ville være de sværeste at hente. Det blev de også, og OBB-pigerne skal have ros for fight og indstilling, og vores piger skal have stor ros for at de vendte kampen efter den svære start, og at de, trods en dag hvor spillet ikke ville flyde, blev ved med at prøve og fortjent fik udbytte for det til sidst,” skriver Næsbys trænerteam på hjemmesiden.

Med sejren holder Næsby fast i tredjepladsen med 25 point, inden det lørdag gælder Fortuna Hjørring på udebane. OB er på 10. pladsen med ni point.

FOTO: Næsby holder fast i tredjepladsen efter onsdagens sejr over lokalrivalerne fra OB.